15. JUL 2018 • 20:28SPORT

Ronaldo er ankommet til Serie A-eventyret i Italien

Cristiano Ronaldo skal mandag til lægetjek, inden han skal møde sine nye holdkammerater i Juventus.

Den portugisiske fodboldspiller Cristiano Ronaldo er søndag aften ankommet til Torino i Italien, hvor fodboldstjernen forsætter karrieren i Juventus.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Ronaldo skal tilbringe aftenen i sin nye by, inden han mandag skal til et rutinemæssigt lægetjek.

Derefter skal han møde sine nye holdkammerater, skriver Juventus på hjemmesiden.

For fem dage siden blev det offentliggjort, at Ronaldo skifter fra Real Madrid til Juventus.

Klubben afslørede også, at den har betalt 100 millioner euro svarende til 745 millioner kroner for portugiseren.

Ronaldo har skrevet under på en kontrakt for fire år frem til sommeren 2022.

Den femdobbelte Champions League-vinder kom til Real Madrid i 2009 og har siden scoret 451 mål i 438 kampe for klubben.

Nu skal han for første gang i karrieren prøve kræfter med den italienske Serie A.



/ritzau/

Mest læste