11. OKT 2017 • 23:13SPORT

Brasiliens OL-præsident trækker sig efter bestikkelsessag

Carlos Nuzman trækker sig fra Brasiliens Olympiske Komité. Han er mistænkt for at have købt stemmer til Rio.

Præsidenten for Brasiliens Olympiske Komité, Carlos Nuzman, har onsdag trukket sig tilbage fra hvervet som præsident i Brasiliens Olympiske Komité.

Det gjorde Nuzmans advokat på vegne af sin klient på en ekstraordinær generalforsamling i komitéen. Det skriver NTB.

Nuzman blev torsdag i sidste uge pågrebet, da han er under mistanke for at have bidraget til korruption i forbindelse med tildelingen af OL-værtskabet til Rio.

Derfor blev både Nuzman og hele Brasiliens Olympiske Komité suspenderet i fredags af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Samtidig blev den 75-årige idrætspolitiker fjernet fra koordineringskomitéen for Tokyo-legene i 2020.

Siden i fredags har han siddet varetægtsfængslet.

- I lyset af, at jeg skal være i stand til at forsvare mig selv i denne sag, trækker jeg mig som præsident i Brasiliens Olympiske Komité, lød det i det brev, som advokaten Sergio Mazzarillo læste op.

Nuzman havde allerede i weekenden varslet, at en opsigelse ville være på vej.

Politiet mener, at Nuzman i 2009 var med til at købe stemmer, da Rio blev tildelt OL i 2016.

Han er blevet afhørt af både fransk og brasiliansk politi.

Myndighederne mener, at Nuzman spillede en central rolle i forbindelse med en lyssky overførsel af to millioner dollar (cirka 12,5 millioner kroner) til senegaleseren Lamine Diack i bytte for stemmer.

Lamine Diack var i 2009 et yderst magtfuldt medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Diack var desuden præsident i Det Internationale Atletikforbund, indtil han blev fældet for korruption.

/ritzau/

Mest læste