14. JUN 2019 • 22:17ERHVERV/POLITIK

Partier vil hente danske børn i Syrien hjem

Danmark skal hjælpe danske børn, der sidder i lejren al-Hol i Syrien, mener flere organisationer og partier.

Danske børn, der er endt i en syrisk flygtningelejr, skal hjælpes af Danmark. Også selv om deres forældre har sympatiseret med eller ligefrem kæmpet for den militante gruppe Islamisk Stat.

Det mener De Radikale, Enhedslisten, Red Barnet og Unicef, skriver Politiken.

- Vi har et ansvar for danske statsborgere der, hvor de måtte være.

- Og ikke mindst de her børn er jo helt uden skyld i, hvad deres forældre har udsat dem for, så de er vores ansvar, og det ansvar skal vi tage, siger Morten Østergaard, politisk leder i Radikale Venstre, til avisen.



Han påpeger samtidig, at der kan vente et retsopgør med deres forældre.

Ifølge Politikens oplysninger er der 13 danskere i al-Hol-lejren i det nordøstlige Syrien. Fem af dem er voksne kvinder. Otte er børn.

I alt er der 73.000 personer i lejren. Al-Hol-lejren er kendt som et sted, hvor Islamisk Stat-sympatisører og -krigere bliver tilbageholdt.



Enhedslisten efterlyser en øjeblikkelig humanitær redningsaktion.



Partiets retsordfører, Rosa Lund, fortæller, at hun vil rejse emnet i de igangværende regeringsforhandlinger, hvis det skulle blive aktuelt.

- Vi forhandler jo om det, vi er uenige om, og jeg håber da, at alle kan se, at en IS-lejr ikke er et sted for et barn, siger hun til Politiken.

Danske myndigheder har indtil videre afvist at hente danske statsborgere hjem fra lejren med den begrundelse, at det er for farligt.



Det er organisationerne Red Barnet og Unicef utilfredse med.

- Jeg synes egentlig ikke, det er så kompliceret. Børn har krav på beskyttelse og skal ikke betale for deres forældres handlinger.

- Man må tage mødrene med hjem til Danmark, og så må retssystemet tage over i forhold til deres mulige handlinger, siger generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen til Politiken.

Socialdemokratiet er knap så overbevist om, at børnene skal hjem.



På Folkemødet på Bornholm sagde formand Mette Frederiksen fredag:

- Jeg må sige, at jeg synes, at det er lige frisk nok, at når en dansk statsborger med udenlandsk baggrund måske rejser ned og kæmper imod Danmark, imod demokrati og frihed for et såkaldt kalifat, og når det så går i vasken, siger man til os andre: Nu må I lige hente mig hjem.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

23. JUL 2019 • 14:13 FOR ABONNENTER

Cirkus Stjerneskud kæmper for at overleve

23. JUL 2019 • 13:30 FOR ABONNENTER

Vi får snart nye skraldespande

Mest læste