4. DEC 2018 • 16:04ERHVERV/POLITIK

S er imod lavere integrationsydelse for forsørgere

Socialdemokratiet mener, at 2000 kroner mindre i integrationsydelse rammer børnefamilier for hårdt.

Det bliver "for skrabet" efter Socialdemokratiets smag, når integrationsydelsen fremover bliver sat markant ned for familier med børn.

Det siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S), hvis parti ikke ønsker at sænke ydelsen.



- Vi er ikke tilhængere af at sætte integrationsydelsen ned med 2000 kroner om måneden for børnefamilier, det er for skrabet.



- Der er for mange børn, der ikke kommer til børnefødselsdag og ikke lever et ordentligt børneliv i Danmark, siger han.



VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti blev i sidste uge enige om at sætte integrationsydelsen ned, da parterne færdiggjorde aftalen om finansloven for næste år.

Ydelsen skifter samtidig navn, så den for nyankomne flygtninge hedder selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, mens den for andre personer hedder overgangsydelse.



En enlig forsørger, som hidtil har fået 11.993 kroner før skat i integrationsydelse, kommer fremover til at få 2000 kroner mindre.



For samboende og gifte forsørgere nedsættes ydelsen med 1000 kroner per person per husstand.



Der skæres først i ydelsen, når personer med børn efter tre år i Danmark har optjent retten til børne- og ungeydelse.



Socialdemokratiet ønsker modsat regeringen og Dansk Folkeparti altså ikke at sænke ydelsen. Tesfaye tager ikke stilling til, om Socialdemokratiet vil gøre det om, hvis partiet vinder valget.



- Vi ser sådan på det, at de børnefamilier, der er på integrationsydelse, rammes unødigt hårdt, siger Mattias Tesfaye.

- Derfor har vi sagt, at hvis vi vinder valget, vil vi nedsætte en kommission, som senest 12 måneder efter valget kommer med et bud på, hvordan vi får skabt et bredt flertal om de her ydelser, som jo er kørt op og ned i de seneste 16 år.



- Når vi peger specifikt på børnefamilierne og siger, at de har for lidt, og de så kommer med en finanslov, der sætter ydelsen ned med 2000 kroner for enlige med børn, så er det klart, at det er den fuldstændig modsatte retning end det, vi vil, siger han.



Næste valg til Folketinget skal afholdes senest 17. juni næste år.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste