10. OKT 2018 • 17:35ERHVERV/POLITIK

DR aflyser programmer og forkorter nyheder efter fyringsrunde

DR-ledelsen har givet grønt lys til at aflyse programmer onsdag efter fyringsrunde. Stemningen er trykket.

Seere og lyttere hos DR vil onsdag opleve kortere nyhedsudsendelser, og at flere programmer ikke bliver sendt som planlagt.



Det sker som en konsekvens af den fyringsrunde, som DR har gennemført, hvor der samlet er nedlagt 382 stillinger. Det skriver Mediawatch.



Både tv-aviser og radioaviser bliver forkortet, og derudover udgår fire programmer.



På tv gælder det "DR2 Dagen" og "Deadline", mens det på radiofladen rammer onsdagens udgave af "Orientering" og torsdagens "P1 Morgen".



DR har onsdag givet en fyreseddel til 205 ansatte. Derfor har ledelsen givet grønt lys til at skrue ned for nyhederne, fortæller nyhedsredaktør Sandy French.



- Det er en dag, der påvirker alle, der er ansat i DR, og det kommer til at påvirke vores udkomme.



- Det er jeg selvfølgelig ked af, at det gør, men det betyder også meget for mig, at medarbejderne får mulighed for at sunde sig over, hvad der er en rigtig barsk dag i DR og DR Nyheder, siger hun til Mediawatch.



Tidligere onsdag nedlagde ansatte hos DRs regionale P4-kanaler arbejdet, men det er ikke tilfældet i DR Byen.



Sparerunden hos DR er et resultat af, at regeringen og Dansk Folkeparti tidligere i år besluttede at skære tilskuddet med 20 procent frem mod 2023.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

8. DEC 2018 • 13:09 FOR ABONNENTER

Allinge Byggemarked lægger jord til grusvej

8. DEC 2018 • 09:47 FOR ABONNENTER

Konference skal sætte fokus på børne- og ungekultur

Mest læste