10. OKT 2018 • 16:21ERHVERV/POLITIK

Rusland er ikke blevet spurgt om hjælp i Danske Bank-sag

Russisk finanstilsyn hjælper ikke med at belyse Danske Bank-sagen, selv om store overførsler kom fra Rusland.

Selv om en stor del af pengene i Danske Banks hvidvasksag stammer fra russiske kunder, er Rusland ikke blevet om hjælp med efterforskningen.

Hverken danske eller estiske myndigheder har kontaktet det russiske finanstilsyn. Det bekræfter tilsynet over for Reuters.



Danske Banks estiske filial er centrum i sagen. Omkring 23 procent af de mistænkelige overførsler kom fra Rusland.



Derfor er det mystisk, at det russiske finanstilsyn ikke er blevet spurgt om hjælp.



Det mener Jakob Dedenroth Bernhoft, der er direktør for revisorjura.dk. Han rådgiver blandt andet virksomheder i hvidvaskregler.



- Det er virkelig kritisabelt, at de danske myndigheder ikke har rettet henvendelse til russerne.



- Det ville have være virkelig relevant at spørge dem for at finde ud af, hvor pengene kom fra, siger han til Reuters.



Det russiske finanstilsyn er klar til at hjælpe med opklaringen af sagen, hvis der bliver rettet henvendelse.

Samlet flød der omkring 1500 milliarder kroner gennem filialen i Estland i perioden 2007-2015.

Ifølge Danske Bank er en stor del af beløbet mistænkeligt. Det viste bankens egen undersøgelse af sagen i september.

Undersøgelsen viste også, at russiske myndigheder sendte en advarsel til banken i 2007.



Danske Bank blev advaret om, at bankens estiske filial blev brugt til mistænkelige aktiviteter - herunder hvidvask.



I Danmark bliver sagen dels undersøgt af Bagmandspolitiet, Søik, der gik ind i sagen i august.



Derudover genåbnede Finanstilsynet i september en undersøgelse.



Tilsynet havde ellers droppet at rejse en sag i maj, men efter Danske Banks egen undersøgelse blev sagen genåbnet.



Ingen af de to myndigheder har umiddelbare kommentarer til, hvorfor det russiske finanstilsyn ikke er blevet kontaktet.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste