21. JUN 2018 • 05:15ERHVERV/POLITIK

Ulveforsker: Unge ulve kan strejfe rundt tæt på ejendomme

Efter eget udsagn strammer regeringen grænsen for, hvornår en ellers fredet ulv er problematisk og må skydes.

Det er ikke helt unaturligt for en ulv at strejfe rundt tæt på ejendomme, hvor der bor mennesker.



Men skulle der komme et menneske ud af ejendommen, vil den højst sandsynligt stikke af.



Det fortæller Mark Desholm, der er chef for den Naturfaglige Afdeling ved Dansk Ornitologisk Forening og ph.d. i biologi ved Aarhus Universitet.



- Med unge ulve er det ikke unormalt, at de kan være mindre sky end ældre ulve og for eksempel passere tæt forbi en landejendom, hvis der ikke er mennesker udenfor. Det kan sagtens komme til at ske, siger han.



Desholm er også ulveekspert og sidder med om bordet i Vildtforvaltningsrådets rådgivergruppe, når det kommer til ulve.

Jyllands-Posten skrev onsdag, at regeringen efter eget udsagn vil stramme grænsen for, hvornår den fredede ulv er en såkaldt problemulv og må skydes.



Det skal være, hvis en ulv gentagne gange kommer inden for 50 meters afstand af en menneskelig beboelse. Men det kan også være, hvis den gentagne gange forcerer et "ellers velholdt hegn" for at dræbe husdyr.



Men hvis man skal have tilladelse til at skyde efter en ulv, så kræver det dokumentation fra borgere eller landmænd. Det skal også fortsat godkendes af myndighederne, lyder det i udkastet.



- Det nye er, at det er blevet specifikt, hvad der konkret skal til, før at en ulv kan karakteriseres som en problemulv.

- Førhen har det været myndighederne, Miljøstyrelsen, der skulle tage en individuel vurdering fra gang til gang, siger Mark Desholm.

Om det ligger til ulvens natur at komme tilbage til en ejendom, den tidligere har besøgt, er ikke lige til at sige.



- Det kan godt ske, hvis der er noget at komme efter. Lad os sige, at der er noget føde eller dufter godt af mad, så kan de godt finde på at komme tilbage.

- Ellers vil de typisk bare bevæge sig videre, siger han.



Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) vil præsentere tiltagene på et debatmøde i Ulfborg i Vestjylland torsdag.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

20. JUL 2018 • 06:39 FOR ABONNENTER

Jubelsæson i Klemensker Svømmebad

Mest læste