13. JUN 2018 • 11:00ERHVERV/POLITIK

Troels Lund erkender nederlag om børnecheck

Danmark har ikke kunnet overbevise EU om at indeksere børnefamilieydelser. Men regeringen afviser løftebrud.

Velfærdsydelserne skal kunne indekseres efter leveomkostningerne i det land, hvori ydelsen modtages.

Sådan skrev de fire borgerlige partier Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative i et fælles udspil før sidste folketingsvalg.

Men det bliver næppe til noget i nær fremtid, erkender beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) onsdag.

- Det ser ikke ud til, at denne her kamp kommer i mål på nuværende tidspunkt. Men jeg kæmper videre, siger Troels Lund.



Udspillet før valget kom efter en debat om blandt andre rumænske jordbærplukkere. Spørgsmålet var, om de skulle have ret til at sende danske børnepenge hjem til deres familier, mens de arbejdede i Danmark.

Fra borgerlig side var svaret, at ydelserne burde tilpasses leveomkostningerne i hjemlandet. Men det synspunkt er det ikke lykkedes regeringen at overbevise de andre EU-lande om.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at det her er et nederlag for Danmark, siger beskæftigelsesministeren.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, beskylder regeringen for at bryde sine valgløfter. Det afviser Troels Lund Poulsen.



- Jeg har faktisk lige gennemlæst den annonce, vi indrykkede. Der stod, at vi ville arbejde for det, og at det skulle have høj prioritet. Det har det også haft, siger beskæftigelsesministeren.



Han skyder tilbage på Mette Frederiksen, der var beskæftigelsesminister i den socialdemokratisk ledede regering.



- Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister løftede ikke denne her dagsorden overhovedet, siger Troels Lund.

Han påpeger også, at det socialdemokratiske medlem af EU-Parlamentet Ole Christensen kæmper imod regeringens ønske om at indeksere velfærdsydelser.

- Det viser bare, at Mette Frederiksen ikke har styr på sine egne tropper, siger Troels Lund.

Danmark kan ikke blokere EUs beslutning på området, forklarer Troels Lund.

- Det er et samarbejde, hvor vi ikke har vetoret, siger han.

- Vi kommer til at sige klart nej, at det her kan vi ikke acceptere. Så må vi blive ved med arbejde for danske synspunkter.

- Vi har tabt første runde. Men det betyder ikke, at vi skal opgive kampen, siger beskæftigelsesministeren.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

22. JUN 2018 • 06:19 FOR ABONNENTER

Nyt ambitiøst program: Iværksættere kan få superkræfter

21. JUN 2018 • 21:15 FOR ABONNENTER

Leder: Så er det op på cyklen, Bornholm

21. JUN 2018 • 20:33

Sankthans i Østerlars er reddet

Mest læste