9. JUL 2018 • 15:23INDLAND/KRIMINAL

Odenseansk Harry Potter-festival må stoppe efter navneforbud

I årevis har en festival lavet af Odense Biblioteker trukket tusinder af Harry Potter-fans. Nu er det slut.

Der har i årevis været Quidditch, tryllestave, Hogwarts Express og entusiastisk børn i tusindvis, når Odense Biblioteker har afholdt deres årlige Harry Potter Festival.



Men nu har rettighedsadvokaterne fra filmselskabet Warner Bros. slået ned på festivalen.

Selskabet, der ejer rettighederne til Harry Potter-universet, har sat festivalen stolen for døren, og nu må den ikke bruge navne og billeder relateret til filmene.

- Vi er et ikke-kommercielt arrangement, og det har vi tidligere påberåbt os. Men nu kommer der omkring 13.000 til festivalen.

- Så vi har fået en officielt henvendelse om, at vi ikke må bruge Harry Potter-universet. Vi er nok blevet for stor for dem, siger projektleder og bibliotekar Søren Dahl Mortensen.

Festivalen startede for 15 år siden som et lille arrangement på Næsby Bibliotek, men siden da er den vokset voldsomt.



En lang række kulturinstitutioner er involveret i hele Odense, og 130 frivillige sørger for den magiske stemning.



Der er en tovbane, hvor man kan flyve på en kost, køre med Hogwarts Expressen og skrive for The Daily Prophet. Det har trukket Harry Potter-entusiaster fra hele Danmark og sågar også udlandet.

Ikke mindst efter forfatteren bag bøgerne, J.K. Rowling, besøgte den i 2010. Men nu må hele arrangementet gentænkes.

- Vi fortsætter, men må kalde det noget andet. Om det bliver magiske dage eller "Festivalen hvis navn ikke må nævnes". Vi har ikke lyst til at stoppe.

- Vi kan ikke helt følge Time Warner, for vi synes jo, vi holder universet i live. Der kommer rigtigt mange børn, der sidder og syr dragter derhjemme og virkeligt forbereder sig, siger Søren Dahl Mortensen.

Nu må festivalen arbejde med at finde på nye navne, så man ikke forbryder sig mod advokaternes dessiner. Søren Dahl Mortensen fortæller, at det ikke er en mulighed at betale sig til rettighederne.

- Det er vi slet ikke interesserede i. Det har vi slet ikke økonomi til, og jeg ved ikke, om vi kan. Jeg tror, de er bange for, at hvis det findes i Odense, så kommer det også i andre byer.

Festivalen bliver dog stadig afholdt, omend med andre navne, i den sidste weekend i efterårsferien.

- Vi håber stadig, folk kommer. Der er rigtigt mange børnefamilier, der har fundet ud af, at det er en festival med ro på, som ikke er dyr og kommerciel, siger projektlederen.



/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

19. JUL 2018 • 16:39 FOR ABONNENTER

Dyre lægevikarer giver økonomisk hovedpine på hospitalet

19. JUL 2018 • 14:38 FOR ABONNENTER

Arbejdet efter branden er slut: Danske Bank hejser flaget igen

19. JUL 2018 • 13:50 FOR ABONNENTER

Jacob stresser af med økoæg: Landbruget er min sportsgren

Mest læste