10. OKT 2017 • 17:00INDLAND/KRIMINAL

S kalder på svar i sag om mindsket kontrol af drikkevand

Miljøministeren er gået uden om Folketinget med nye regler for kontrol af drikkevand. Det får S op ad stolen.

Senere i oktober kommer der nye regler for kontrol af drikkevand. Det sker i en drikkevandsbekendtgørelse.



Fra 27. oktober skal husstande, som alene leverer vand til sig selv, ikke længere kontrolleres af myndighederne.



Samtidig ændres reglerne for vandværkers kontrol.



Da der er tale om en bekendtgørelse, er det ikke en regelændring, der har været forbi Folketinget.



Men nu råber Socialdemokraternes miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, vagt i gevær.

- Jeg er stærkt bekymret over at kunne læse, at miljøministeren (Esben Lunde Larsen red.) er i gang med at forringe kontrollen med de små vandværker.



- Det er de vandværker, der i seneste måneder desværre har haft sager med for høje koncentrationer af både colibakterier og pesticider. Så det er den helt forkerte vej, ministeren går, siger Christian Rabjerg Madsen.

Da regelændringer ligger i en bekendtgørelse, ligger ændringerne på Miljø- og Fødevareministerens bord. Derfor er Christian Rabjerg Madsens muligheder for at ændre dem begrænsede.

- Jeg har tænkt mig at tage sagen op med ministeren via spørgsmål og samråd senere, hvis det er nødvendigt.



- Jeg vil kraftigt opfordre ministeren til at indkalde partierne til en orientering og drøftelse af denne her sag, siger miljøordføreren.

Miljøordføreren udtrykker samtidig ærgrelse over, at han skal læse om ændringerne i kontrollen med drikkevandet gennem medierne.

- Sagen er ny for mig. Jeg er selvfølgelig negativt overrasket over, at det er i medierne, jeg læser dette her, siger Christian Rabjerg Madsen.



Både Danva, vandværkernes interesseforening, og Danmarks Naturfredningsforening, har kritiseret de nye regler.

/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste