16. AUG 2019 • 14:47ERHVERV/POLITIK

Aktionærer kræver milliarder i erstatning fra Novo Nordisk

Medicinalvirksomheden Novo Nordisk er blevet stævnet med krav om erstatning på 11,8 milliarder kroner.

Medicinalvirksomheden Novo Nordisk er blevet sagsøgt af en gruppe aktionærer for at have givet vildledende information til aktiemarkedet.

Det bekræfter selskabet i en meddelelse.



Aktionærerne kræver en samlet erstatning på 11,8 milliarder kroner for tab på deres aktier.



Stævningen er ifølge Børsen indgivet ved Retten i Glostrup. Investorerne, der tæller pensionskasser og formueforvaltere, mener, at de har købt Novo Nordisk-aktier på et uoplyst grundlag.

Selskabet har ifølge aktionærerne vildledt aktiemarkedet ved at fastholde for høje forventede salgstal for diabetesmedicin i USA.



De mener videre, at Novo ikke har givet nok information om, hvor store rabatter selskabet har givet til de store indkøbere af medicin.

Indkøberne er en central del af det amerikanske medicinalmarked, og rabatterne skal være givet for at sikre, at Novos medicin var på listen over receptpligtig medicin.



Aktionærerne mener, at Novo sammen med sine to store konkurrenter Eli Lilly og Sanofi hævede priserne på medicin for at dække over, at de var tvunget til at give rabat til indkøberne.

Men de mener, at Novo Nordisk og konkurrenterne godt vidste, at det ikke var muligt at holde priserne på det niveau på grund af politisk indblanding i medicinalbranchen.



Aktionærerne kræver erstatning fra tab på aktier, de har handlet fra februar 2015 og to år frem. I den periode har Novo Nordisks aktie bølget mellem kurs 231 kroner og 411 kroner.



Børsen skrev i juni, at et søgsmål var undervejs, og sagen er en udløber af en lignende sag i USA, hvor Novo Nordisk siden 2017 har været sagsøgt i et gruppesøgsmål.

Novo Nordisk afviser beskyldningerne om at have vildledt investorerne og erklærer sig i meddelelsen klar til at forsvare sig i retten.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

15. SEP 2019 • 11:46 FOR ABONNENTER

Forsker har interviewet bornholmere om livskvalitet

15. SEP 2019 • 10:31

Molslinjen dropper levende dyr

15. SEP 2019 • 10:13

Kommunen er på nettet igen

15. SEP 2019 • 08:35 FOR ABONNENTER

Kan man bevare Sorte Muld som seværdighed?

Mest læste

14. SEP 2019 • 17:56SPORT

Dårlig RIK-dag på Amager

14. SEP 2019 • 17:29SPORT

Straffespark gav ét point

12. SEP 2019 • 20:15 FOR ABONNENTER

Et nyt spil er kommet til Bornholm

11. SEP 2019 • 11:27SPORT

Cort med Astana til Canada

11. SEP 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER

Lasse Holmgaard tilknyttes Elite Bornholm

11. SEP 2019 • 07:14SPORT

Fine løb på våd travaften