24. SEP 2018 • 05:36ERHVERV/POLITIK

OVERBLIK: Få oplagte kandidater til Danske Banks chefstol

Ifølge Finans oplysninger er Danske Banks finansdirektør, Jacob Aarup-Andersen, favorit til chefposten.

Danske Banks administrerende direktør, Thomas Borgen, afleverede i sidste uge sin opsigelse som konsekvens af hvidvaskskandalen i bankens estiske filial.

Han bliver på posten, indtil en ny direktør tiltræder. Buddene på en ny afløser til topposten ses her:

* Jacob Aarup-Andersen, 40 år:

Nuværende finansdirektør i Danske Bank og nævnt som en mulig løsning på den lange bane.

Han har tidligere været i blandt andet Goldman Sachs og Danica.



Kilder fortæller til Finans, at han er den eneste interne kandidat og favorit til jobbet. Enkelte mener dog, at han mangler ledererfaring.



* Michael Rasmussen, 53 år:

Han har de seneste fem år været administrerende direktør for Nykredit. Inden da var han gennem 22 år ansat i Nordea, hvor han endte som landedirektør for det danske marked.

Michael Rasmussen bliver fremhævet som en oplagt kandidat, der dog ikke er den stærkeste kommunikatør.

* Henrik Poulsen, 51 år:

Nuværende direktør for Ørsted og tidligere direktør i TDC.

Han beskrives som en dygtig direktør, men det kan skræmme Danske Bank-ledelsen at indsætte en mand uden bankerfaring, som den gjorde i 2012 med Eivind Kolding, der blev fyret halvandet år senere.

* Glenn Söderholm, 54 år:

Han har de seneste 16 år været en del af direktionen hos Danske Bank og er i dag chef for Danske Bank i Norge, Sverige og Finland.

Ifølge FinansWatch er han dog ikke interesseret i jobbet, men kan være klar til at tage posten midlertidigt.

* Annika Falkengren, 56 år:

Hun har tidligere har været topchef for svenske SEB og er i dag partner hos den schweiziske bank Lombard Odier.

Hun vurderes af en headhunter til at kunne se en spændende udfordring i at vende tilbage til Norden.

Kilder: Finans, Finanswatch, Børsen og Insidebusiness.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste