Bornholms Landbrug i nyt projekt: Halm kan blive klimaneutralt flybrændstof
Foto: Berit Hvassum

9. JUN 2019 • 07:15 • AF HELENE HØM

Bornholms Landbrug i nyt projekt: Halm kan blive klimaneutralt flybrændstof

Bornholms Landbrug & Fødevarer er med i et samarbejde, der har potentiale til at reducere landbrugets udledning af klimagasser med 50 procent og samtidig udvikle klimaneutralt flybrændstof.

Samarbejdet er indledt af det landsdækkende Landbrug & Fødevarer og landbrugets videncenter Seges sammen med DTU, Aarhus Universitet, Siemens Gamesa og opfinderen Henrik Stiesdal.

For lige om lidt kan halm være noget af det allervigtigste en landmand leverer. I hvert fald ifølge projektets forskere og opfindere, der har fundet ud af, at hvis man udsætter halm for pyrolyse i et pyrolyseanlæg, kan det blive til gas og biokul, der effektivt forbinder kulstof.

Den proces kan samtidig give brændstof til fly, og hvis man kombinerer det brændstof med vindenergi, kan flyrejsen gå hen og blive helt klimavenlig.

Hele processen kalder man Sky Clean-teknologi, og den og samarbejdet blev lanceret på et pressemøde hos Altinget den 28. maj for den danske og internationale presse.

Mangler 400 mio.

I øjeblikket anvendes Sky Clean-teknologien i mindre forsøg, blandt andet med test på DTU Risø. Der er et stykke vej igen for at få teknologien finpudset og få udviklet alle elementer til et storskalaforsøg.

Parterne vurderer, at der er behov for forsknings- og udviklingsmidler på op omkring 400 millioner kroner for at komme i mål med projektet.

– Det er jo et forsøg på at finde muligheder for at skaffe de 400 millioner kroner, siger Thomas Bay Jensen fra Bornholms Landbrug & Fødevarer, der dog ikke kan udtale sig om den direkte betydning, et sådan projekt kunne få for Bornholm.

– Vi producerer jo en del halm her på Bornholm. Det bliver først og fremmest brugt til fjernvarme. Det ville man så skulle finde ud af, hvis halmen skulle bruges til noget andet i stedet. Så skal vi ud og finde en anden løsning til fjernvarmen.

– Men alle taler om, hvad vi kan gøre for at komme i mål i forhold til klimamålene og at blive klimaneutrale. Selskaber som for eksempel Danish Crown og Arla sidder også lige nu med ved bordet for at finde klimaløsninger. Så timingen er helt perfekt, siger han.

I Landbrug & Fødevarer på landsplan håber man, at man fra politisk side vil gå forrest og afsætte tilstrækkelige midler til at få gennemtestet teknologien.

– Det er et potentiale med en kæmpe gevinst - ikke bare i Danmark, men på verdensplan, hvis det kan realiseres og rulles ud, lyder det fra landsorganisationen.

SENESTE NYHEDER

24. JUN 2019 • 16:27 FOR ABONNENTER
Mange gode fund på genoplivet loppemarked
24. JUN 2019 • 15:24 FOR ABONNENTER
Se billederne: Italiensk trafikkaos på Nørresand

MEST LÆSTE BORNHOLM

23. JUN 2019 • 09:07
Ny optiker på vej

Mest læste