Overblik: Her er EU-valgets spidskandidater
Arkivfoto

26. MAJ 2019 • 07:24 • AF REDAKTIONEN

Overblik: Her er EU-valgets spidskandidater

Der er flere interessante navne i spil, hvis man oplever dagens europaparlamentsvalg med de bornholmske briller på.

To gange Kofod, Jeppe fra Socialdemokratiet og Peter fra Dansk Folkeparti, er spidskandidater med bornholmsk blod i årerne, og på DF's liste befinder også René Danielsson sig relativt langt oppe med en placering som nummer fire.

Her er et overblik over valgets spidskandidater:

* Socialdemokratiet stiller med ni kandidater, og den 45-årige bornholmer Jeppe Kofod er igen spidskandidat.

* De Radikale stiller med det maksimalt tilladte antal på 20 kandidater. Spidskandidat er igen 52-årige Morten Helveg Petersen.

* De Konservative stiller med 16 kandidater, og spidskandidat Pernille Weiss er ny i denne sammenhæng. Hun er 51 år, uddannet sygeplejerske og driver en virksomhed, som tilbyder rådgivning og analyser af sundhed og arkitektur.

* SF stiller med 17 kandidater, og 74-årige Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet siden 2004, er igen spidskandidat.

* Liberal Alliance stiller med ti kandidater, og kulturminister Mette Bock, 61, er spidskandidat. Partiet var det eneste af de otte opstillede partier ved europaparlamentsvalget i 2014, der ikke opnåede mandater.

* Folkebevægelsen mod EU stiller med 18 kandidater, og spidskandidat er igen 34-årige Rina Ronja Kari, der opnåede listens eneste mandat i 2014. Folkebevægelsen har været repræsenteret i parlamentet siden det første valg i 1979.

* Dansk Folkeparti stiller med 10 kandidater, og spidskandidat er folketingsmedlem Peter Kofod, 29.

* Venstre stiller med 12 kandidater, og spidskandidat er 54-årige Morten Løkkegaard. Han var medlem af Europa-Parlamentet 2009-2014, men opnåede ikke genvalg i 2014. Venstres mandater gik til Ulla Tørnæs og Jens Rohde, men da Tørnæs blev kaldt hjem for at blive minister, kom Morten Løkkegaard som førstesuppleant i parlamentet.

* Enhedslisten stiller med 14 kandidater, og spidskandidat er folketingsmedlem Nikolaj Villumsen, 36. Han er også partiets spidskandidat i Østjyllands Storkreds ved folketingsvalget, men forlader Christiansborg, hvis han vælges begge steder. Det er første gang, at Enhedslisten forsøger at komme i EU-Parlamentet.

* Alternativet stiller med ni kandidater, og spidskandidat er folketingsmedlem Rasmus Nordqvist, 43. Han er partiets spidskandidat i Sjællands Storkreds ved folketingsvalget, men forlader Christiansborg, hvis han vælges begge steder.

Kilder: Partiernes hjemmesider, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Danmarks Statistik, Wikipedia, Ritzau.

SENESTE NYHEDER

25. AUG 2019 • 17:54 FOR ABONNENTER
Avlere og eksperter er enige: Majsen er rekordstor i år
25. AUG 2019 • 00:17 FOR ABONNENTER
Dramatisk første afsnit af bornholmernes historie

MEST LÆSTE BORNHOLM

24. AUG 2019 • 11:52 FOR ABONNENTER
Her er byforeningens yndlingsidé til et nyt Rønne
24. AUG 2019 • 09:19 FOR ABONNENTER
Bornholmsk keramik oplever en ny guldalder

Mest læste