Håndværkere søger historien bag gådefuldt fund
Privatfoto

14. FEB 2019 • 07:10 • AF JAKOB MARSCHNER

Håndværkere søger historien bag gådefuldt fund

Lidt af hvert kan komme frem, når man bygger et gammelt hus om. Senest fik håndværkerne sig en lille overraskelse, mens de var i gang med brækjernene i Hanne Møllers hidtidige antikbutik i Nansensgade i Svaneke.

– Da vi rev nogle vægge ned i Hannes gamle antik, kom dette til syne. Den skal nok blive lagt ind i en af de nye vægge, når de engang kommer, fortæller håndværkeren Jakob Nielsen på Facebook.

Brættet med den snart 114 år gamle inskription vidner om tømmermanden Peter M. Møller, der skrev en sirlig, dateret autograf på brættet den 4. marts 1905. Men også om Richard Sonne Olsen, der 33 år senere føjede sit eget navn til på brættet.

– Richard Sonne Olsen var bådebygger, har jeg hørt fra pålidelig kilde. Hvis nogen kender disse personer og måske har en lille historie omkring dem, vil jeg og de andre håndværkere i skurvognen meget gerne høre dem, opfordrer Jakob Nielsen nu.

Stilladserne fylder godt op i Nansensgade for tiden, for både antikbutikken og dens nabo Dagli’Brugsen er ved at blive bygget om på samme tid. Brugsen har meldt ud, at den såmænd godt kunne bruge antikbutikkens kvadratmeter, men at de i stedet vil blive lejet ud som selvstændig butik.

Når håndværkerne er færdige, vil der også være etableret to nye lejligheder ovenpå den nu tidligere antikforretning: En på 60 og en på 90 kvadratmeter.

SENESTE NYHEDER

25. MAR 2019 • 15:00 FOR ABONNENTER
Winni: Redegørelse på vej om Snorrebakken
25. MAR 2019 • 14:50
Ledigt job på Christiansø
25. MAR 2019 • 14:00NAVNE
Dødsfald
25. MAR 2019 • 13:49 FOR ABONNENTER
BHS-Almeborg vil overgå sig selv

MEST LÆSTE BORNHOLM

24. MAR 2019 • 11:37
Nyt spor går uden om Vasagård
25. MAR 2019 • 00:05
Strøm er tilbage

Mest læste