BHS-Almeborg henter forstærkning

10. OKT 2018 • 09:21SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

BHS-Almeborg henter forstærkning

BHS-Almeborg Bornholm kan nu præsentere den første nye rytter til den kommende sæson. Det bornholmske hold har hentet den 23-årige Mads Rahbek til holdet.

Mads Rahbek har tidligere kørt fire sæsoner for Team Waoo, som Bjarne Riis står bag. Han har blandt andet været med til at vinde DM i holdløb to gange, ligesom han har vundet en medalje til U23 DM.

I denne sæson har Mads Rahbek også kørt en flot sæson. Han har kørt i top15 i stort set alle større cykelløb han har deltaget i - blandt andet DM, Post Cups, samt flere større UCI løb. Det største resultat i år kom da han kom ind på femtepladsen på kongeetappen i UCI-løbet Tour of Antalya.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at tilslutte mig BHS Almeborg Bornholm. Det er et hold, hvor jeg har observeret, at rytterne har udviklet sig meget, og det indikerer, at der er en god kultur på holdet. Efter at have snakket med Christian, har det været tydeligt for mig, at jeg ville passe godt ind på det her hold. Jeg går ind til sæson 2019 med stor motivation, og jeg tror på, at jeg kan kravle længere op af resultatlisten, siger Mads Rahbek selv om skiftet.

Sportsdirektør hos BHS Christian Juul Andreasen er også glad for det nye samarbejde:

– Jeg forsøgte allerede for to år siden at hente Mads til holdet uden held. Jeg har længe set ham som et stort talent, hvilket hans resultater også vidner om. Jeg synes dog hans talent rækker til endnu mere, og det skal vi hjælpe med med at indfri, fortæller Christian Juul Andreasen


Mest læste