Kulturuge har snigpremiere fredag
Arkivfoto: Allan Rieck

14. SEP 2018 • 15:15 • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

Kulturuge har snigpremiere fredag

Lørdag den 15. september åbner kulturugen officielt, men det er jo en slet bevaret hemmelighed, at for dette kulturelle overflødighedshorns vedkommende sker det gerne, at overfladespændingen brister, så der siver kultur ud over mere end en uge.

Sådan en strækker sig vel ret beset kun over syv dage, hvilket er en del mere end fra den 14. og til den 23. september, sådan som ugen annonceres på hjemmesiden bornholmskulturuge.dk.

Lige præcis: Fra den 14. september og ganske rigtigt: Tjekker man kulturugens kalender, finder man allerede denne fredag hele fem arrangementer, som inkluderer både musik, teater, historie med mere:

• På Bornholms Højskole leverer Maria Hiort Petersen og en række musikere arrangementet "Kind of Brazil".
• På Hasle Rådhus finder man "Sporn ette Hâsle Brânvæsen", en udstilling i tekst og billeder om Hasle Brandvæsen, der blev startet i 1873 og lukket i 2009.
• Ligeledes på Hasle Rådhus, filmen "På sporet af de Bornholmske redningskorps".
• Stadig i Hasle med start ved Haslerøgerierne "På sporet af naturen og historien", som er byvandring og skovtur.
• På Svanekegaarden "SNE – Artist Talk med Vigga Bro", som er en rejse ind i erindringer, der opstår som knopskydninger og spor midt i en helt anden tanke, hvor også musikerne Birgit Løkke og Ida Bach Jensen deltager.

Med de fem arrangementer er der varmet godt op til kulturugens åbningsarrangement, som begynder lørdag klokken 14 på parkeringen ved Sandlinien i Sandvig, og hvor formanden for Bornholms Kulturuge, Ole Ligaard, vil byde velkommen til åbningstaleren, som er folketingsmedlem Peter Juel-Jensen. Efter hans tale vises der eksempler på de ni nye Kulturspor, man kan opleve rundt på hele øen under Bornholms Kulturuge 2018.
Sporene er:

• Rytmisk musik med blandt andet koncertrækken Udenfor Sæsonen som Steffen Brandt orkestrerer.
• Historie og Kulturhistorie, hvor du klogere på Bornholms egenart.
• Madkultur, hvor Bornholm for alvor er kommet på verdenskortet de seneste år.
• Kunst, som er et helt selvfølgeligt kulturspor på Bornholm. Bornholmermalerne er kendt af de fleste, men også i dag er mange kunstnere bosat på øen.
• Klassisk Musik, som i 2012 fik sin pendant til Udenfor Sæsonen med mezzosopranen Andrea Pellegrinis koncerter.
• Litteratur, som man kunne følge i hver eneste by og møde unge og gamle forfattere.
• Kunsthåndværk, hvor traditionerne med fremstilling af keramik går langt tilbage i tiden, og i 2017 blev Bornholm da også hædret med den fornemmet titel som World Craft Region.
• Teater/Scenekunst, hvor Rønne Theater er Danmarks ældste fungerende teaterbygning, mens Gudhjem byder på Undreværket, som blev åbnet i et nedlagt missionshus i 2016 af scenekunstnerne Thomas Danielsen og Helene Høm.
• Natur, som er Bornholms største trækplaster.

Man kan læse hele kulturugens program på bornholmskulturuge.dk.

SENESTE NYHEDER

24. SEP 2018 • 08:56
Knudsker søger ny præst
24. SEP 2018 • 08:08
Ny café etablerer børneklubber
23. SEP 2018 • 15:32 FOR ABONNENTER
LAG Bornholm: Vi har 850.000 kroner der brænder i lommen

MEST LÆSTE BORNHOLM

23. SEP 2018 • 14:16
Preben Holm Jensen er død

Mest læste