Nederlag: Danmark skal sige ja til russisk gasledning nær Bornholm

10. AUG 2018 • 14:29 • AF MIE MØLBAK

Nederlag: Danmark skal sige ja til russisk gasledning nær Bornholm

Der er ikke længere noget, danske politikere alene kan gøre for at forhindre den russiske gasrørledning Nord Stream 2.

Den erkendelse står klar på Christiansborg, efter at selskabet bag den planlagte rørledning har indgivet en ansøgning om at føre forbindelsen nord om Bornholm.

Selskabet søgte i april sidste år om lov til at føre en rørledning syd om Bornholm. Men få måneder efter vedtog Folketinget en lov, der gjorde det muligt at sige nej til den rørledning af sikkerhedspolitiske grunde.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, ser den nye ansøgning som et forsøg på at presse Danmark til at sige ja til den oprindelige ruteføring, der er billigere for selskabet.

– Nord Stream 2 forsøger at lave et magtspil af værste skuffe, siger han.

– De prøver at tegne det op til, at lige meget hvad vi gør, så kan I ikke slippe for det. Sådan et magtspil skal vi ikke lade os tryne af.

De Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard, er ligesom Aastrup kritisk over for Nord Stream 2. Men han er ikke overrasket over trækket fra det russiske selskab.

– Det her betyder i praksis, at hvis Rusland vil, så kan de gennemføre deres projekt. Det bliver bare lidt mere kostbart, og ledningen bliver lidt længere. Men i sidste ende kan vi ikke forhindre dem i det, siger han.
Nord for Bornholm er der ikke tale om dansk søterritorium, og derfor er det den internationale havretskonvention, der hersker. Og ifølge den er Danmark forpligtet til at give tilladelse.

Kun hensyn til miljø eller skibstrafik er gyldige grunde til at afslå, oplyser Energistyrelsen til Ritzau.

/ritzau/

SENESTE NYHEDER

20. OKT 2018 • 18:13SPORT
Et point til NB Bornholm
20. OKT 2018 • 18:05SPORT
Rønne fB slået i overtiden
20. OKT 2018 • 10:15 FOR ABONNENTER
Foreslået miljøafgift vil ramme pendlerne hårdt

MEST LÆSTE BORNHOLM

20. OKT 2018 • 08:27
Dreng sigtet for vold

Mest læste