BHS-Almeborg sender stor profil på jagt efter topplacering i PostNord Danmark Rundt
Arkivfoto

18. JUL 2018 • 12:58SPORT • AF TOMMY KAAS

BHS-Almeborg sender stor profil på jagt efter topplacering i PostNord Danmark Rundt

BHS-Almeborg Bornholm har udtaget de seks ryttere, der skal med til PostNord Danmark Rundt i starten af august.

Det bornholmske cykelhold er med i det, der kaldes Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed, for fjerde år i træk, og i år lyder opgaven at køre Rasmus Quaade frem til et godt, samlet resultat.

Det fortæller sportsdirektør Christian Juul Andreasen til Bornholms Tidende.

– Det bliver noget af det stærkeste, vi nogensinde har stillet med, siger han.

Ud over en topplacering i klassementet bliver det op til tempospecialisten Martin Toft Madsen at jagte cykelholdets første etapesejr i det fornemme selskab. Det skal ske på fjerde etapes enkeltstart.

– Resten af rytterne skal jagte udbrud og måske være med i kampen om en bakketrøje, og ellers støtte Rasmus Quaade så godt de kan, forklarer Christian Juul Andreasen.

De seks ryttere, som er udtaget til BHS-Almeborgs Danmark Rundt-hold er:

Rasmus Quaade
Martin Toft Madsen
Christoffer Lisson
Nicklas Amdi Pedersen
Emil Toudal
Magnus Bak Klaris

Niveauet er skyhøjt
Dermed tæller bornholmerholdet en enkelt bornholmer i den talentfulde Emil Toudal. Han har netop haft resten af mandskabet med på fødeøen, hvor den har stået på tre dages træningslejr.

Christian Juul Andreasen er tilfreds med det, han så på Bornholm:

– Det ser godt ud, niveauet er skyhøjt. Og selv de, som ikke er udtaget, imponerede mig. Jeg har denne gang haft et luksusproblem, da vi har så mange gode ryttere, siger Christian Juul Andreasen.

PostNord Danmark Rundt starter 1. august i Aalborg og slutter 5. august på Frederiksberg Allé.

Mest læste