11. JUN 2018 • 09:17 • AF MIE MØLBAK
Fuld fart på i Klemensker: Politiets fotovogn har haft travlt
Flere borgere har henvendt sig til politiet, fordi de har ment, at bilerne kørte alt for hurtigt på Simblegårdsvej i Klemensker.
Derfor gennemførte Bornholms Politi fredag morgen en fartkontrol på stedet, og det viste sig, at borgerne havde helt ret.
Tre bilister blev målt til henholdsvis 117, 122 og 137 kilometer i timen. De to første står til klip i kørekortet, mens den sidste står til en betinget frakendelse.
Fredag eftermiddag kørte fotovognen videre til Nybrovej. Her fangede den 19 bilister i at køre for hurtigt. Den højeste hastighed blev målt til 73 kilometer i timen. Fire bilister står til et klip i kørekortet.