Deltag i Bornholms Tidendes store projekt og vind flotte præmier: Bornholm skal gøres ren til sommeren
Foto: Jens-Erik Larsen

22. MAJ 2018 • 12:48 • AF MIE MØLBAK OG TOMMY KAAS

Deltag i Bornholms Tidendes store projekt og vind flotte præmier: Bornholm skal gøres ren til sommeren

Bornholms Tidende sætter gang i et nyt projekt; Bornholm skal gøres helt ren til sommerferien.

Du kan som læser deltage aktivt i projektet, der har fået navnet Skraldeugen. Det altoverskyggende formål er klart: Bornholm skal tage sig bedst muligt ud i sommerferien – til glæde for alle os, der bor her, og for de mange tusinde turister, der er på vej til Bornholm.

Der er desuden fine præmier på højkant.

Baggrunden

Hele projektet bunder i henvendelser fra læsere, som mener, at affald i naturen og i øens byer er et stort problem.

Naturvejleder Søren Sillehoved mener også, at der er et problem, og han oplever det især på de bornholmske kyster.

Et hurtigt spørgsmål på Bornholms Tidendes hjemmeside og facebookside afslører, at folk er enige i Søren Sillehoveds betragtninger.

– Ja, det er svært at være uenig, mener Camilla Green, som især ved Kultippen i Hasle har set, hvor meget skidt der er skyllet ind fra Østersøen.

Heller ikke Anne-Lone Kure er i tvivl:

– Ja, desværre er der alt for meget skrald ved kysterne her på øen, skriver hun på Bornholms Tidendes facebookside.

Desuden tilkendegiver ni ud af ti læsere i en afstemning på tidende.dk, at de er enige med naturvejlederen.

På den baggrund skyder Bornholms Tidende Skraldeugen i gang med at sætte fokus på mængderne af affald på øens strande og klippekyster.

Vind flotte præmier

For at deltage i Skraldeugen, skal du simpelthen bare tage en affaldspose med i lommen, når du går en tur på Bornholm. Det kan være i skoven, på stranden, i vejkanten, i byen. Så gælder det om at samle alt det affald op, du ser på sin vej, og smide det i en skraldespand.

Dokumentér skraldeturen med et billede af dig selv og/eller dine følgesvende og send det til Bornholms Tidende. Så er du med i konkurrencen om flotte præmier.

Det bedste billede belønner vi med en middag og vinmenu for to på Kadeau. Derudover trækker vi lod om tre kurve med bornholmske lækkerier.

Send dit billede på mail til redaktion@bornholmstidende.dk, i en besked til facebook.com/bornholmstidende eller brug #skraldeugen på Instagram.

Husk at fortælle os, hvor du har taget billedet og gerne cirka hvor meget affald, du samlede på stedet.

SENESTE NYHEDER

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste