Tæt på verdensrekord: Bare fem blomsterglade bornholmere mangler

15. MAR 2018 • 10:38 • AF SOFIE EJDRUP

Tæt på verdensrekord: Bare fem blomsterglade bornholmere mangler

1.500 meter.

Bornholms Landbrug er drillende tæt på at være i mål med deres kampagne, Bornholm Blomstrer.

Den sidste slutspurt for at nå verdensrekorden på 40 kilometers bi- og sommerfuglevenlige blomster langs de bornholmske veje mangler dog fortsat, fortæller virksomhedsrådgiver ved Bornholms Landbrug Klaus H. Petersen.

Så sent som i weekenden manglede kampagnen hele 20 km, men efter omtale i Bornholms Tidende tidligere på ugen samt en generalforsamling i organisationen onsdag, er tilmeldingerne begyndt at tikke ind, forklarer Klaus H. Petersen, der nu kan ”sove mere roligt om natten”.

– Der er i den grad sket noget. Mange landmænd har fundet ud af, at blomsterstriberne er en vigtig øvelse, og vi er nu oppe på 60 deltagere, siger han.

Også mange private personer, der typisk bor på nedlagte landbrug og derfor har ret til at dyrke jorden, har valgt at tage del i kampagnen.

– Så det er ikke udelukkende landmænd, men også andre, der interesserer sig for naturen og landbrugsproduktion, som deltager, siger Klaus H. Petersen og tilføjer:

– Der selvfølgelig mange praktiske ting foran os nu, som for eksempel at begynde at få frøene i jorden.

Sidste frist nærmer sig
Ifølge Klaus H. Petersen vil fem nye tilmeldinger kunne dække kampagnens resterende 1.500 kilometer, og dermed være afgørende for, at de bornholmske blomsterstriber bliver optaget i Guinness World Records.

– Fem personer vil række. Nogle personer melder ind med 270 meter, og en del landmænd melder ind med 1.000 meter, forklarer rådgiveren, der understreger, at fem nye tilmeldinger er minimum, og at ti ville være endnu bedre.

De sidste kilometer skal på plads senest ved udgangen af martsmåned, for at forsøget på at slå verdensrekorden kan gennemføres.

Målet med kampagnen, Bornholm Blomstrer, er at forskønne landskabet langs veje og marker samt at vise, at de bornholmske landmænd er blevet bedre til at arbejde aktivt med biodiversitet.

Tilmelding sker til Klaus H. Petersen på telefon 56 90 78 73 eller på mail khp@bornholmslandbrug.dk.

Mest læste