Firmaers byggesager venter for længe: Teknik og Miljø sætter ind med nye ideer
Foto: Berit Hvassum

24. SEP 2017 • 19:52 • AF JAKOB MARSCHNER

Firmaers byggesager venter for længe: Teknik og Miljø sætter ind med nye ideer

Virksomheder venter for længe på at få byggesager igennem på Bornholm. Og nu er der kommet tal, der viser præcis, hvor meget for længe de må vente. Imens arbejder Teknik og Miljø på nye arbejdsgange, der skal bringe ventetiden ned.

Tallene kommer fra Kommunernes Landsforening (KL), der for tre år siden indgik en aftale med regeringen om, hvor lang ventetid der må være i bestemte former for byggesager.

Dem er der fem forskellige af. Og mens Bornholm overholder aftalens mål på de tre, der har at gøre med privatpersoners byggerier, gør kommunen det ikke på de to, der handler om erhvervsbyggeri.

Med industri- og lagerbygninger skal hver kommune efter KL's og regeringens aftale behandle en sag på højst 50 dage. På Bornholm tog hver sag i gennemsnit 57 dage i perioden fra 1. juli sidste år til 30. juni i år.

Når en virksomhed ønsker at opgøre etagebyggeri, må det efter aftalen højst tage kommunerne 55 dage at behandle sagen. På Bornholm gik der i gennemsnit 64 dage, før sagen var behandlet.

Ser man på hver enkelt sag i de to erhvervs-kategorier, blev aftalens mål opfyldt i hver anden sag med industri- og lagerbygningerne - og i 57 procent af tilfældene med virksomheders sager om etagebyggeri.

Når målene ikke bliver overholdt, er den vigtigste forklaring, at antallet af byggesager fra virksomheder er steget ret brat fra sidste år til i år: Fra 254 sager i januar til september sidste år til 321 sager i de samme måneder i år. Af samme grund fik Teknik og Miljø bevilget en ekstra byggesagsbehandler til erhvervssagerne, da forliget om næste års kommunale budget faldt på plads i starten af måneden.

Nye arbejdsgange skal sætte ventetid ned
Teknik og Miljø synes, at det går fremad allerede. Flere initiativer for at sætte virksomhedernes ventetid ned er i gang.

"Et fokuspunkt er straksscreening af indkomne sager, så de ikke ligger og tæller tid i forhold til servicemålene. For alle byggesagsområder holdes der postmøder to gange om ugen, hvor sagerne screenes, diskuteres og fordeles. Sager, der er fuldt oplyst afgøres straks", fortæller Teknik og Miljø, før politikerne i udvalget af samme navn holder møde mandag.

Hvis folk med en byggesag bare har styr på papirer med det samme, vil det kunne gå endnu hurtigere, når et nyt system efter planen går i luften til vinter:

"Desuden arbejder vi på et koncept, hvor borgeren inden for udvalgte sagsområder kan aftale et møde med en sagsbehandler i Center for Teknik og Miljø og under forudsætning af, at der medbringes alt relevant ansøgningsmateriale kunne forlade mødet med afgørelse i hånden", fortæller Teknik og Miljø også.

"Det er vores klare forventning, at servicemålene bliver overholdt fremadrettet og ved samme måling næste år", fortæller forvaltningen i Tejn.

SENESTE NYHEDER

18. DEC 2017 • 04:27
19-årig mand dræbt i soloulykke
17. DEC 2017 • 15:31 FOR ABONNENTER
Møbelfabrikken har købt syværksted
17. DEC 2017 • 12:44 FOR ABONNENTER
Sådan fungerer myrernes klimaanlæg

MEST LÆSTE BORNHOLM

18. DEC 2017 • 04:27
19-årig mand dræbt i soloulykke

Mest læste