10. FEB 2016 • 15:15SYNSPUNKT • AF SOCIAL- OG INDENRIGSMINISTER KAREN ELLEMANN OG TRANSPORT- OG BYGNINGSMINISTER HANS CHRISTIAN SCHMIDT

Vi giver øerne det rygstød, de har ventet på

I mange år har de danske øer ønsket sig penge til billigere færgebilletter for passagerer og biler. Det ønske har vi i regeringen netop imødekommet med vækstaftalen "Vækst og udvikling i hele Danmark", som er indgået med en række politiske partier.

Nu har vi sikret, at øerne får 95 millioner kroner om året fremover til at sænke billetpriserne på både statslige og ikke-statslige færgeruter. Det er endda 10 millioner kroner mere, end vi oprindeligt lagde op til.

Den økonomiske indsprøjtning giver øerne nye og tiltrængte muligheder. Den betyder nemlig, at turisterne skal have færre penge op af lommen, når de fremover vil sejle med færge til øerne uden for højsæsonen. På den måde kan øerne forlænge den traditionelle turistsæson og nemmere tiltrække gæster i foråret og efteråret.

Flere arbejdspladser
Vores håb i regeringen er samtidig, at flere turister og mere aktivitet giver flere arbejdspladser og en større tilskyndelse til at flytte til øerne på helårsbasis.

For regeringen har det været en vigtig prioritet at finde pengene til billigere færgebilletter. Vi har taget et stort skridt i retning af et såkaldt landevejsprincip. Ved et landevejsprincip fastsættes billetprisen for at sejle med færge, så den svarer til omkostningen ved at køre den samme strækning på landevej.

Men selv om der nu er øremærkede penge på vej til færgerne, vil vi ikke detailstyre de enkelte ruter. Vi skal ikke fra centralt hold bestemme de enkelte billetpriser. Det er vores klare holdning, at det er de enkelte kommuner og færgeruter, som bedst selv vurderer, hvordan de giver passagererne den bedste service for pengene. For de kommunale færgeruter er det et lokalt anliggende, og for de statslige færger bliver det en aftale med operatøren på grundlag af eksisterende kontrakter.

Efter sommerferien
De billigere færgebilletter kan blive til virkelighed allerede efter sommerferien i år. Vi er i regeringen overbeviste om, at vi med de 95 millioner kroner giver et rigtig godt skub til udviklingen på de enkelte øer. Naturligvis i samspil med den ihærdige og engagerede indsats, som foregår lokalt.

SENESTE SYNSPUNKT

18. MAR 2016 • 15:00SYNSPUNKT
Kære Bjørn
17. MAR 2016 • 15:37SYNSPUNKT
Løgnen om kontanthjælpen
16. MAR 2016 • 16:00SYNSPUNKT
Realisme eller luftkasteller
14. MAR 2016 • 15:00SYNSPUNKT
Tak til Mr. BornPass
12. MAR 2016 • 10:00SYNSPUNKT
Flyt nu den skulptur
10. MAR 2016 • 15:00SYNSPUNKT
EU og migrantkrisen
4. MAR 2016 • 15:00SYNSPUNKT
Det bornholmske skolevæsen
24. FEB 2016 • 15:00SYNSPUNKT
Ræven efter hønen
23. FEB 2016 • 15:05SYNSPUNKT
Sælen på sin sten
22. FEB 2016 • 15:11SYNSPUNKT
De ekstreme
18. FEB 2016 • 15:00SYNSPUNKT
Kære mor
10. FEB 2016 • 15:00SYNSPUNKT
Ynkelige skoleledere

Mest læste