Opdateret: DAT vil kræve kompensation af lufthavnen – mister en halv million om dagen

NYHED | ABONNENT | 29. AUG 2022 • 10:49
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
29. AUG 2022 • 10:49

Opdateret: I en tidligere udgave af denne historie sagde direktør Jesper Rungholm i DAT, at det kunne ende med et sagsanlæg mod de enkelte medarbejdere. Han pointerer nu, at DAT vil søge kompensation hos deres arbejdsgiver, lufthavnen.
 

Flyselskabet DAT mister omsætning for omkring en halv million kroner om dagen på grund af konflikten i lufthavnen. Selskabet har tænkt sig at søge kompensation, men det bliver nok svært, siger direktøren.

 

Efter corona kræver det både ualmindelig hårdt arbejde, at alle leverer, og at tingene i store træk fungerer, hvis man skal holde et flyselskab i live, fortæller direktør Jesper Rungholm i flyselskabet DAT. Det gør de ikke i Bornholms Lufthavn i disse dage, og det skaber frustrationer på kontoret i Vamdrup.

– Det, der foregår lige nu, er både uanstændigt, urimeligt og uansvarligt af de medarbejdere i lufthavnen. Vi er gidsler i en sag, hvor medarbejderne helt klart optræder ulovligt. Der er regler for det her, og reglerne skal man følge. Hvis vi som virksomhed overtrådte reglerne på den måde, som medarbejderne gør her, så ville vi blive halshugget, parteret og lagt på hjul og stejle i løbet af 24 timer, siger han.

Jesper Rungholm oplever, at der er berøringsangst, når det gælder de medarbejdere i lufthavnen, som har nedlagt arbejdet. Man er nervøs for at gøre det, der virkelig skal gøres, mener han.

– Vi kan se, at deres ledelse, både i lufthavnen og i København, sidder og er mere eller mindre magtesløs og ikke ved, hvad de skal gøre, og hvordan de skal agere. Hvis vi drev luftfartsselskab på den måde, som myndighederne driver lufthavn, så ville vi ikke overleve i tre måneder. Vi ville simpelthen blive hængt til tørre og blive drænet for kompensationspenge og midler hele vejen rundt. Jeg er målløs over den måde, det bliver gjort på, både af medarbejderne og i vis grad også ledelsen af lufthavnen. Det er helt, helt urimeligt overfor os, siger Jesper Rungholm.

Ingen konsekvenser

På spørgsmålet om, hvad han synes, lufthavnsledelsen bør gøre, svarer DAT-direktøren, at det først og fremmest skal have konsekvenser for de medarbejdere, der har nedlagt arbejdet.

– De her medarbejdere nægter at møde op på arbejde og begynder derefter at chikanere og begå ulovligheder, som det er at forstyrre den offentlig ro og orden og blokere security check. Jeg vender den lige rundt: Hvis det havde været en flok mennesker, mørke i huden, der var mødt op i security og havde sagt, at vi ikke skulle flyve, eller det havde været miljøaktivister, der havde blokeret for flyvningen, så var politiet blevet tilkaldt, de var blevet arresteret, og de var blevet idømt bøder, siger Jesper Rungholm.

I stedet oplever han, at der ingenting sker.

– Indtil videre har det ikke haft nogen konsekvenser for de her medarbejdere at blokere flyvningerne, vigtige flyvninger, patienttransporter, livsvigtige behandlinger i København, som de blokerer for fuldstændig egoistisk. Det har ingen konsekvenser indtil videre. Ingenting.

Ifølge Jesper Rungholm betyder den nuværende lukning af Bornholms Lufthavn og de mange aflysninger et omsætningstab på omkring en halv million kroner om dagen, og hvis konflikten trækker ud, får det en effekt for flyselskabets medarbejdere og beflyvningen af Bornholm på lang sigt.

– Det er slet, slet ikke noget, vi kan bære, vi har overhovedet ikke en økonomi til at miste en halv million og vel at mærke have fulde omkostninger imens. Vi sidder tilbage og er så frustrerede lige nu, at det næsten ikke kan siges, lyder det i telefonen fra Jylland.

Lufthavnen er ansvarlig

DAT har tænkt sig at søge kompensation for det tab, selskabet lider i disse dage. Det bliver svært, vurderer Jesper Rungholm, men man har tænkt sig at gøre forsøget.

– Der er ingen som helst tvivl om, at vi vil kræve kompensation for det her. Vi vil søge kompensation eller erstatning hos lufthavnen, for vi lider et kæmpestort tab. Det er medarbejderne, der er ansvarlige, men det er deres ansættelsesforhold, der afgør, hvor vi skal søge kompensation. Lufthavnen er ansvarlig for de mennsker, den har ansat, siger han.

Jesper Rungholm undrer sig også over, at medarbejdernes fagforening og tillidsrepræsentant ikke gør noget mere aktivt for at få medarbejderne til at stoppe den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.

– Det synes jeg ikke, det virker som om, der bliver gjort noget aktivt for, siger han.