Det var første gang nogensinde, at der blev kørt et løb på den nye bane, som Bornholms Motor Sport har brugt flere år på at få godkendt, da der først skulle laves en masse natur- og miljøundersøgelser, som i sidste ende viste, at banen er en fordel for naturen og dyrelivet.
Det er derfor også en stor glæde, at løbsdebuten skete i form af et DM-løb, så kørere fra hele Danmark kan se den nye bane, som Bornholm har at byde på. Ud af de 59 deltagere var 52 af dem ovrefra.
– Det er jo en forløsning, når man har kæmpet så mange år for at få en bane, siger motorsportsklubbens formand, Torben Larsen, som selv fik en kort fornøjelse som deltager i DM-løbet, da han måtte udgå i første heat efter et uheld. Han har dog hørt fra mange af de andre deltagere, at banen er god at køre på.
– Der har været så mange sjællændere og jyder, som er kommet hen og givet os skulderklap, selvom vi har været lidt udfordret på underlaget, som fik rigtig meget vand i går. De er rigtig glade for baneforløbet og siger, det er en rigtig folkeracebane, så det er positivt, og vi har tommelfingeren opad, siger Torben Larsen.