Zelenskyj: Ukraine har nu en chance for at vinde.

21. APR 2024 • 15:43UDLAND

"Tak, USA. Det vil forhindre, at krigen spreder sig, og det vil redde tusinder og atter tusinder af liv."

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger søndag, at en ny omfattende hjælpepakke fra USA til hans land er et stærkt signal, som viser, at hans land ikke blive "et andet Afghanistan".

- USA har med denne pakke sendt et signal om, at det bliver sammen med Ukraine, siger Zelenskyj og tilføjer:

- Ukraine har nu en chance for at vinde.

Udtalelserne kommer efter et flertal i Repræsentanternes Hus i USA lørdag aften ved en skelsættende afstemning besluttede at støtte Ukraine med våben og bistand for 426 milliarder kroner.

Den ukrainske leder pointerer, at langtrækkende våben og luftforsvar er prioritet-våben for hans land.

Tidligere skrev han på det sociale medie X, at han er meget taknemmelig for den amerikanske støtte.

- Tak, USA. Det vil forhindre, at krigen spreder sig, og det vil redde tusinder og atter tusinder af liv.

I Washington er hjælpepakken en tværpolitisk beslutning om at hjælpe Ukraine. En fløj i Det Republikanske Parti har ellers i månedsvis blokeret for, at de amerikanske våbenleverancer til det trængte Ukraine kan genoptages.

Vedtagelsen sendes nu videre til Senatet som en del af en samlet hjælpepakke til Ukraine, Israel og Taiwan og med TikTok som et vedhæng: At den sociale tjeneste med oprindelse i Kina inden for et år skal afhændes eller forbydes helt i USA.

Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, skriver på X, at "en enorm forhindring for amerikansk hjælp til Ukraine er overvundet".

Også flere baltiske regeringsledere har hilst hjælpepakken velkommen, ligesom Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, også skriver på X, at hjælpepakken vil gøre både "Europa og Nordamerika sikrere".

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU