Vestlige ledere mødes om Europas sikkerhed i München

17. FEB 2023 • 12:43UDLAND

Hektisk mødeaktivitet er planlagt på kryds og tværs. Kamala Harris mødes med Scholz, Macron og Sunak.

Næsten alle europæiske regeringschefer er med ved årets sikkerhedskonference i weekenden i München sammen med den amerikanske vicepræsident, Kamala Harris, og andre toppolitikere fra USA og Canada.

Dertil kommer delegerede fra mange andre lande og et stort antal analytikere og sikkerhedspolitiske eksperter samt tusindvis af journalister.

Derimod vil der ikke være nogen repræsentanter for den russiske regering og heller ikke for Iran.

Krigen i Ukraine og dens følger bliver det altdominerende tema på konferencen, som altid er præget af forudsigelser og analyser af forandringer i den globale og frem for alt i den europæiske sikkerhed.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, ventes at holde en tale per videolink på åbningsdagen fredag, mens hans udenrigsminister, Dmytro Kuleba, er med på stedet.

Gennem fem årtier har konferencen, der hvert år holdes i februar, samlet hundredvis af ledende beslutningstagere fra hele verden. Den er altid blevet tillagt stor betydning og er blevet beskrevet som verdens største diskussionsforum for sikkerhedspolitik.

Natos udvikling, som traditionelt har været et dominerende emne, har nu fået ny betydning på grund af krigen og den forstående optagelse af Sverige og Finland.

Men opmærksomheden bliver også rettet mod delegerede fra Afrika, Asien og Sydamerika.

Krigen i Ukraine har ført til en skærpet rivalisering mellem stormagterne om at øve indflydelse i lande i Afrika, Latinamerika og Asien.

Der er planlagt hektisk mødeaktivitet på kryds og tværs mellem deltagerne.

Der er blandt andet planlagt møder mellem Kamala Harris, Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og den britiske premierminister, Rishi Sunak, som skal tale om Ukraine og sanktioner mod Rusland, skriver The Guardian.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU