Tre dræbt i brand ved gasrørledning i Rusland

20. DEC 2022 • 15:29UDLAND

Brand kommer ikke til forstyrre den begrænsede russiske gaseksport, der trods sanktioner sendes til Europa.

Mindst tre mennesker er tirsdag blevet dræbt ved en brand ved en vigtig gasrørledning i det vestlige Rusland, der forsyner Ukraine og Europa med gas.

Fire personer arbejdede på stedet, oplyser den regionale guvernør til Ruslands statslige tv.

- Desværre døde tre af dem, da gassen pludselig antændte, siger guvernøren, Oleg Nikolaev.

- En person, der er chauffør, overlevede og er i chok, tilføjer han.

Der er ikke umiddelbart nogen oplysninger om, hvad der forårsagede den voldsomme brand.

Branden kommer dog ikke til at medføre forstyrrelser i den begrænsede mængde gas, der trods sanktioner stadig sendes til Europa.

Det sker via parallelle rørledninger, oplyser en lokal afdeling af det statslige russiske gasselskab Gazprom.

Det er uvist, hvornår gassen igen kan strømme gennem den rørledning, der er ramt af brand, meddeler Nikolaev.

Katastrofemyndigheder i regionen oplyser, at branden brød ud i forbindelse med planlagt vedligeholdelsesarbejde ved rørledningen.

Det skete ved landsbyen Kalinino, der ligger omkring 150 kilometer vest for byen Kazan.

Branden blev slukket omkring klokken 13 dansk tid, hedder det videre.

I år er gaspriserne steget markant i Europa, efter at Rusland skruede kraftigt ned for eksporten via en stor gasrørledning til Tyskland.

Dermed er det kun de rørledninger, der går via Ukraine, der bruges til at levere gas til Europa.

Tidligere tirsdag meddelte Gazprom, at det forventer at sende 43 millioner kubikmeter gas til Europa via Ukraine inden for de næste 24 timer.

Det er på samme niveau som leverancerne i de seneste dage.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU