Slovakiets regering opløses efter et mistillidsvotum

16. DEC 2022 • 16:08UDLAND

Præsident Zuzana Caputova opfordrer til et valg i Slovakiet i løbet af det kommende halve år.

Vælgerne i Slovakiet kan formentlig se frem til et nyt valg inden længe.

Landets præsident, Zuzana Caputova, har fredag opløst regeringen under premierminister Eduard Heger. Det sker efter et mistillidsvotum torsdag.

Caputova har dog bedt premierministeren og regeringen om at blive, indtil en ny regering kan dannes. Samtidig opfordrede hun til, at der bør udskrives valg i løbet af det næste halve år.

Det skriver Reuters.

Det er først fredag, at præsidenten har forholdt sig til afstemningen om mistillid, der torsdag endte med, at 78 ud af parlamentets 150 medlemmer vendte tommelfingeren ned til Eduard Hegers mindretalsregering.

Afstemningen kom, tre måneder efter at regeringen mistede sit flertal i parlamentet. Det skete, da Friheds- og Solidaritetspartiet forlod regeringen.

Det slovakiske parlaments formand, Boris Kollar, sagde umiddelbart efter afgørelsen om mistillid torsdag, at han ville argumentere for et snarligt valg, når han skulle mødes med præsidenten.

Og opfordringen til et tidligt valg er altså nu også kommet fra præsident Caputovas side.

Det er uvist, hvornår valget skal afholdes. Boris Kollar sagde dog, at det ville være realistisk inden sommeren næste år.

- Jeg tror, at et tidligt valg ville kunne finde sted i maj eller juni, sagde han.

Slovakiet, der har 5,4 millioner indbyggere, skulle først efter planen til valg i februar 2024.

Et hurtigt valg vil kunne medføre ændringer af Slovakiets støtte til nabolandet Ukraine - navnlig hvis venstreorienterede oppositionspartier kommer til magten, da de er kritiske over for militær støtte til Kyiv.

Meningsmålinger tyder på, at venstrefløjspartier vil kunne vinde regeringsmagten i Bratislava.

Politisk uro vil også kunne medføre, at Slovakiet kommer ind i 2023 uden et nationalt budget, da det ikke lykkedes den siddende regering at skaffe et flertal for sin plan.

/ritzau/AFP

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU