Skoleskyderi udløser advarsel i ny Stranger Things-sæson

27. MAJ 2022 • 13:55UDLAND

19 børn blev skudt tirsdag. Da scene i ny "Stranger Things"-sæson viser døde børn, bringer Netflix advarsel.

Fredag er fjerde sæson af serien "Stranger Things" udkommet på Netflix. Men for seere i USA er første episode ledsaget af en advarsel.

Det skyldes åbningsscenen, som indeholder scener med døde børn, skriver underholdningsmediet Variety.

Efter tirsdagens skoleskyderi i Uvalde i Texas, hvor 19 børn og 2 lærere blev skudt, har Netflix derfor valgt at bringe en advarsel.

- Vi filmede denne sæson af "Stranger Things" for et år siden. Men som følge af det tragiske skyderi på en skole i Texas kan seere muligvis finde åbningsscenen i episode 1 smertefuld.

- Vi er dybt bedrøvede over denne ufattelige vold, og vores kærlighed går ud til alle familier, der sørger over at have mistet en elsket, står der.

Advarslen dukker op før en opsummering af den tidligere sæson, som automatisk spiller i begyndelsen af første episode i den nye sæson.

Den vil kun dukke op hos amerikanske seere.

Netflix har også tilføjet en note til beskrivelsen, hvori der står: "Advarsel: Indeholder voldsomme billeder af børn".

De første otte minutter af sæsonen fik snigpremiere sidste fredag. Men selv om åbningsscenen dermed har været kendt forud for skyderiet i Uvalde, har Netflix altså alligevel besluttet at sætte en advarsel på.

Den fjerde sæson har været længe ventet. Den er delt op i to: første del med premiere fredag og anden del med premiere 1. juli.

Massakren i Uvalde har også fået betydning for udgivelser andre steder i Hollywood.

Lifetime har skubbet udgivelsen af gyserserien "The Bad Seed Returns", ligesom CBS har fjernet finaleafsnittet af krimiserien "FBI". Apple TV har også rykket et rød løber-arrangement for premieren på serien "Physical".

"Stranger Things" er en amerikansk horror- og science fiction-serie, som fik premiere på Netflix i 2016. Den følger de fire børn Mike, Dustin, Lucas og Eleven og deres kamp mod overnaturlige kræfter.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU