Særlig anklager udpeget i undersøgelse af Trump

18. NOV 2022 • 21:08UDLAND

USA's justitsministerium har udpeget en uafhængig anklager i forbindelse med undersøgelser af Donald Trump.

Det amerikanske justitsministerium har fredag udpeget Jack Smith som særlig uafhængig anklager i forbindelse med undersøgelser af tidligere præsident Donald Trump.

Jack Smith er anklager ved krigsforbryderdomstolen i Haag, men han vender nu hjem til USA for at indlede sin nye opgave.

- Det er i offentlighedens interesse, at vi nu har denne særlige undersøger, siger USA's justitsminister, Merrick Garland. Han lover at sikre Jack Smith alle de ressourcer, han har brug for.

Den særlige anklager skal afgøre, hvorvidt der skal lægges sag an mod Trump ud fra de undersøgelser, Justitsministeriet har foretaget.

Anklageren skal dog ikke efterforske sager i forbindelse med stormløbet på Kongressen den 6. januar sidste år, fastslår Garland.

Smith siger, at han vil gennemføre efterforskningerne hurtigt og uden pauser, og at der kan komme nye undersøgelser eller sager undervejs.

Nogle sager gælder dokumenter og klassificeret materiale, som FBI beslaglagde fra USA's tidligere præsident Donald Trumps hjem i Florida i begyndelsen af august.

Ransagningen af hjemmet Mar-a-Lago markerede en eskalering i en af de mange føderale og statslige efterforskninger af Trump fra både hans tid som præsident og hans tid som forretningsmand.

Meddelelsen om den særlige anklager fra Justitsministeriet kommer tre dage efter, at Trump erklærede, at han stiller op til præsidentvalget i 2024.

Det Hvide Hus siger i en kommentar, at det ikke er involveret i beslutningen, som er truffet i Justitsministeriet.

Et kongresudvalg stævnede for en måned siden Donald Trump med krav om, at han møder op i Kongressen og afgiver forklaring om 6. januar 2021, hvor hans tilhængere løb stormløb mod Kongressen.

Det er det såkaldte 6. januarudvalg, som undersøger begivenhederne den dag, der vil have Trump afhørt.

Demokraten Nancy Pelosi, afgående formand for Repræsentanternes Hus, har tidligere sagt, at Trump "næppe har rygrad til at møde op i kongresudvalget, der undersøger stormen på Kongressen den 6. januar 2021."

- Jeg tror ikke, at han er mand nok til at møde op. Jeg tror ikke, at hans advokater vil lade ham møde op, for han skal vidne under ed, sagde Pelosi for tre uger siden i et interview med tv-stationen MSNBC.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU