Rusland: Dele af bro til Krim er styrtet sammen efter bilbombe

8. OKT 2022 • 10:47UDLAND

En bilbombe er eksploderet på Krim-broen til Rusland. Dette er bare begyndelsen, siger ukrainsk rådgiver.

En bilbombe er eksploderet på broen fra Rusland til halvøen Krim. Det har udløst en brand på flere togtankvogne.

Det citerer flere nyhedsbureauer den russiske styrelse til terrorbekæmpelse for at oplyse. Det skriver Reuters.

Her fremgår det, at to sektioner af broen er styrtet delvist sammen. Men de store metalbuer, der holder broen oppe hen over Kertj-strædet, er intakte.

- I dag (lørdag, red.) klokken 06.17 er der på vejdelen af broen til Krim eksploderet en bilbombe, lyder det fra den russiske styrelse, der tilføjer:

- Bilbomben eksploderede og satte fire til syv tankvogne, der med tog skulle til Krim, i brand.

Kertj-broen er den eneste direkte vejforbindelse mellem Rusland og Ukraine.

En tyk røg væltede i morgentimerne op fra broen hen over Kertj-strædet. Forbindelsen fører over til den ukrainske halvø, som Rusland annekterede i 2014.

Guvernøren på Krim skriver på de sociale medier, at broen stadig er intakt i den ene retning. Men al trafik er stoppet, mens man er i gang med at få overblik over skaderne.

Tass citerede lidt tidligere den russiske regering for at oplyse, at branden var slukket midt på formiddagen.

Selv om omstændighederne ved eksplosionen lørdag, og hvem der stod bag, endnu ikke er fastslået, så skriver Mykhailo Podoljak, en rådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at dette bare "er begyndelsen".

Dog uden direkte at sige at Ukraine står bag eksplosionen.

- Alt ulovligt må ødelægges, alt der er stjålet, må gives tilbage til Ukraine, alt der er besat af Rusland, må fjernes, konstaterer han.

Nyhedsbureauet Tass skriver, at præsident Vladimir Putin har bedt om at få nedsat en regeringskommission efter eksplosionen på broen til Krim.

Det fremgår, at Putin er blevet orienteret om eksplosionen af en række ministre og ledere, der håndterer Ruslands sikkerhed.

Broen er et vigtigt prestigeprojekt for Rusland. Den blev indviet af Putin i 2019 ved en storstilet ceremoni, fem år efter at Putin gjorde Krim til en del af Rusland.

På trods af at der er stoppet for trafik over broen, er det stadig muligt at sejle i Kertj-strædet.

Der er ifølge det russiske nyhedsbureau Tass planer om at få indsat en færge, der kan transportere folk mellem det russiske fastland og Krim-halvøen, mens færdslen er indstillet på broen.

Siden den russiske invasion af Ukraine i begyndelsen af året har myndighedspersoner fra Ukraine talt om broen som et mål, ukrainerne gerne vil ramme.

Så sent som i midten af august skrev en rådgiver for den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, på Twitter, at broen bør blive "demonteret".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU