Rusland tvivler på Islamisk Stats involvering i koncertangreb

28. MAR 2024 • 00:48UDLAND

Talsperson for Ruslands udenrigsministerium gentager påstand om, at Ukraine stod bag angreb på koncertsal.

Det er "ekstremt svært at tro", at Islamisk Stat skulle have haft evnerne til at udføre fredagens angreb mod en koncertsal i Moskva, hvor mindst 143 personer blev dræbt.

Det sagde talsperson for Ruslands udenrigsministerium Marija Zakharova onsdag.

Hun gentog på samme tid Ruslands uunderbyggede påstand om, at Ukraine stod bag angrebet.

Islamisk Stat har taget ansvar for angrebet. Amerikanske embedsmænd har desuden hævdet, at de har efterretninger, der bekræfter netop det.

Men ifølge Zakharova har Vesten haft alt for travlt med at beskylde Islamisk Stat for angrebet for at aflede opmærksomheden fra Ukraine og de regeringer, der støtter landet.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har selv udtalt, at angrebet blev udført af islamistiske militante.

Han har også udtalt, at angrebet var til Ukraines fordel, og at landet derfor muligvis har haft noget at gøre med forløbet.

Desuden har Putin udtalt, at uspecificerede personer på Ukraines side var klar til at hjælpe gerningsmændene med at flygte til Ukraine.

Tirsdag lød det fra Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, at de formodede gerningsmænd indledningsvist prøvede at flygte til Belarus og ikke Ukraine, som Putin ellers har hævdet.

Ukraine har afvist, at landet har haft noget at gøre med angrebet.

David Cameron, Storbritanniens udenrigsminister, har på det sociale medie X omtalt Ruslands påstande som "sludder og vrøvl".

Ifølge Ukraines militære efterretningschef, Kyrylo Budanov, har russiske myndigheder kendt til planerne om angrebet siden midten af februar - og muligvis før.

Budanov mener, at russiske myndigheder bevidst ignorerede planerne, da de enten undervurderede angrebets omfang eller ville bruge det som en undskyldning til at optrappe sine egne angreb mod Ukraine.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU