Rusland indrømmer fejl under indkaldelse til militæret

26. SEP 2022 • 21:17UDLAND

En militær mobilisering i Rusland - den første siden Anden Verdenskrig - har ført til kaotiske dage i landet.

Der er blevet begået fejl under den igangværende mobilisering af russiske soldater fra reserven til krigen i Ukraine.

Sådan lyder det mandag fra Dmitrij Peskov. Han er talsmand ved det russiske præsidentkontor og dermed tæt knyttet til præsident Vladimir Putin.

- Der har helt sikkert været tilfælde, hvor dekretet om mobilisering ikke er blevet overholdt. I nogle regioner er guvernører netop nu i gang med at rette situationen, siger Peskov ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi håber, at alle fejl vil blive rettet, siger talsmanden.

Putin annoncerede sin delvise militære mobilisering onsdag i sidste uge. Det var den første af sin slags i Rusland siden Anden Verdenskrig.

Ifølge forsvarsminister Sergej Sjojgu betyder det, at 300.000 soldater fra de russiske reservestyrker skal sendes til Ukraine.

Ikke lang tid efter nyheden onsdag var der flere meldinger om, at flyafgange ud af Rusland hurtigt blev udsolgt. Angiveligt fordi russiske mænd frygtede at blive indkaldt til at skulle kæmpe i krigen i Ukraine.

Flere politiske kommentatorer, der normalt taler præsident Putins sag, har også kritiseret, at flere ældre skal være blevet indkaldt til hæren.

Dmitrij Peskov er mandag blevet spurgt, om der er overvejelser om at lukke grænsen for at undgå, at mænd flygter fra tjeneste.

- Det ved jeg ikke noget om. På nuværende tidspunkt er der ikke blevet taget nogen beslutning om det, lyder det fra talsmanden.

En højtstående russisk politiker, der repræsenterer den annekterede Krim-halvø, har foreslået, at alle i den kampdygtige alder forbydes at rejse ud af Rusland. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der udbrød demonstrationer onsdag, efter at Putin havde annonceret den militære mobilisering. Omkring 1300 personer blev anholdt i løbet af det første døgn - herunder over 500 i både Moskva og Sankt Petersborg.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU