Putin: Patriot-system vil ikke stå i vejen for Rusland

23. DEC 2022 • 05:46UDLAND

Patriot-luftforsvarssystemet er ganske gammelt, siger Putin, der angiveligt håber, at krigen snart vil slutte.

Det vil ikke hjælpe Ukraine, at landet får Patriot-missiler af USA. Det vil hverken hjælpe med at løse konflikten eller forhindre Rusland i at nå sine mål.

Det siger den russiske præsident, Vladimir Putin, til journalister.

Meldingen kommer, efter at USA onsdag annoncerede en militær hjælpepakke for 1,85 milliarder dollar - knap 13 milliarder kroner - til Ukraine.

Pakken indeholder blandt andet det avancerede Patriot-luftforsvarssystem.

Selv om Patriot-systemet i vid udstrækning betragtes som avanceret, afviser Putin det som "ganske gammelt".

Til journalister siger han, at Moskva vil finde en måde at imødegå det.

Samtidig siger Putin, at Rusland ønsker en ende på krigen i Ukraine, og at dette på uundgåelig vis vil involvere en diplomatisk løsning.

- Vores mål er ikke at dreje svinghjulet i den militære konflikt, men tværtimod at afslutte denne krig, siger Putin.

- Vi vil bestræbe os på at gøre en ende på det her, og jo før desto bedre, selvfølgelig, tilføjer han.

Det tror Det Hvide Hus dog ikke på. Talsmand John Kirby siger således, at Putin har "vist absolut ingen tegn på, at han er villig til at forhandle" om en afslutning på krigen.

- Alt, hvad Putin gør på jorden og i luften, viser en mand, der fortsat ønsker at udøve vold mod det ukrainske folk og eskalere krigen, siger John Kirby.

Ukraines luftforsvar har under krigen mod Rusland spillet en nøglerolle i forhold til at beskytte landet mod russiske missiler.

Det amerikanske Patriot-system betragtes derfor som vigtigt for Ukraine.

Det ventes blandt andet, at Ukraines hovedstad, Kyiv, vil komme til at stå markant stærkere med tilgangen af Patriot-systemet.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var onsdag på besøg i Washington D.C.

Her takkede Zelenskyj præsident Joe Biden for Patriot-missilerne.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU