Polio i spildevand får New York til at erklære nødsituation

10. SEP 2022 • 03:13UDLAND

I et forsøg på at accelerere vaccinationsindsatsen mod polio har New Yorks guvernør erklæret en nødsituation.

New Yorks guvernør, Kathy Hochul, har fredag erklæret en nødsituation i et forsøg at accelerere indsatsen for at vaccinere delstatens indbyggere mod polio.

Det sker, efter at der er fundet poliovirus i spildevandsprøver i fire områder af delstaten.

I juli blev det første tilfælde af polio i et årti i USA fundet hos en voksen i Rockland i New York ifølge delstatens sundhedsdepartement.

- Når det kommer til polio, kan vi simpelthen ikke tage chancen, siger delstatens sundhedskommissær, Mary Basset, i en udtalelse.

- Hvis du eller dit barn er uvaccineret eller ikke er up to date med vaccinationer, er der en ægte risiko for lammende sygdom.

Polio kan forårsage uoprettelige lammelser i nogle tilfælde, men sygdommen kan forhindres med vaccination. Vaccinen mod polio blev tilgængelig i 1955.

Der er ingen kendt kur for polio, men tre injektioner af vaccinen mod virusset giver næsten 100 procent immunitet mod det.

Virusset er en trussel mod personer i alle aldre, men det påvirker primært børn, der er tre år eller yngre.

New Yorks myndigheder opfordrer voksne og børn, der er helt ned til to måneder gamle, til at blive vaccineret mod polio. Desuden opfordres de, der allerede er vaccineret, til at få en booster, der vil vare resten af deres liv.

Når delstatens guvernør har erklæret en nødsituation giver det paramedicinere, jordemødre og apotekere bemyndigelse til at administrere poliovacciner.

Erklæringen af nødsituation er gældende frem til 9. oktober, og delstatens sundhedsmyndigheder har et mål om, at 90 procent af delstatens indbyggere skal vaccineres.

Det er i distrikterne New York City, Rockland, Orange, Sullivan og Nassau, at der er den højeste risiko for polio.

De fire sidstnævnte er dem, hvor der er fundet polio i spildevandsprøver.

Blandt de fem distrikter er Orange det, hvor færrest er vaccineret. Her er færre end 59 procent vaccineret ifølge delstatens sundhedsdepartement.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU