Mand bag angreb mod juleoptog i USA kendt skyldig i seks drab

26. OKT 2022 • 20:18UDLAND

En 40-årig mand er kendt skyldig i over 76 anklagepunkter i forbindelse med angreb på juleoptog i Wisconsin.

En 40-årig mand er onsdag ved en domstol i USA kendt skyldig i seks tilfælde af drab, efter at han i november sidste år kørte sin firehjulstrækker ind i et juleoptog i delstaten Wisconsin.

Det skriver flere medier, herunder nyhedsbureauet AFP og avisen Washington Post.

Gerningsmanden, Darrell Brooks, pløjede direkte ind i optoget, hvor musikere, dansere og børn kom gående gennem byen Waukesha den 21. november 2021.

Fire kvinder, en mand og en pige blev dræbt. Ofrene var i alderen fra otte til 81 år.

Brooks risikerer fængsel på livstid for hvert af de seks drab.

Ud over de seks tilfælde af drab er han også kendt skyldig i en række andre anklagepunkter, blandt andet at bringe andres liv i fare.

Over 60 andre, der var tilskuere ved juleoptoget, blev kvæstet. Blandt dem var en dansetrup, der gik under navnet "Dancing Grannies" - på dansk "Dansende Bedstemødre".

Darrell Brooks, der kommer fra Milwaukee i Wisconsin, førte sit eget forsvar under den tre uger lange retssag, efter at han havde fyret sin beskikkede forsvarer.

Da han plæderede mandag, sagde han, at han ikke havde haft til hensigt at skade nogen. Han tilføjede, at han havde dyttet for at advare folk om at komme af vejen.

- Når man kører gennem en paraderute og rammer børn, så er ens hensigt klar, lød det skarpe svar fra anklager Sue Opper.

- Det er ikke et uheld, understregede hun ifølge Reuters.

Darrell Brooks er kendt af politiet i forvejen og har flere gange været anholdt i forskellige delstater, blandt andet for overfald og hustruvold.

Hans familie har oplyst, at han tidligere har været psykisk syg.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU