Mærsk har chartret containerskibet bag brokollaps i Baltimore

26. MAR 2024 • 13:08UDLAND

Mærsk bekræfter nu, at det containerskib, der er sejlet ind i en bro i Baltimore, er chartret fra selskabet.

Mærsk har chartret det containerskib, der tirsdag morgen er sejlet ind i Francis Scott Key Bridge i Baltimore, som efterfølgende kollapsede.

Det bekræfter Mærsk i en skriftlig kommentar.

- Vi er forfærdede over, hvad der er sket i Baltimore, og vores tanker går til alle de påvirkede, skriver selskabet.

- Vi kan bekræfte, at containerskibet "Dali", styret af charterskibs-selskabet Synergy Group, er chartret tidsbegrænset af Mærsk og er lastet med Mærsk-kunders last.

Skibet er ejet af firmaet Grace Ocean Private, mens Synergy Marine Group står for driften af selskabet.

At Mærsk har chartret skibet betyder, at det er den danske virksomheds gods om bord, men at det ikke er selskabets skib eller personale.

Skibet var på vej ud af havnen i Baltimore med kurs mod Colombo i Sri Lanka, da det pludselig ændrede bane og sejlede ind i broen.

Videooptagelser fra stedet viser, hvordan den store bro hurtigt kollapsede og faldt i vandet i floden Patapsco.

Mærsk har endnu ingen kommentarer, fortæller virksomheden til Ritzau.

Der kan være flere tilskadekomne efter ulykken.

Redningsmandskab leder efter op til 20 mennesker, som er faldet i vandet. Det oplyser byens brandvæsen til det amerikanske medie CNN.

Brandvæsnet samarbejder med kystvagten i Baltimore og et hold dykkere om redningsaktionen.

Skibets eget mandskab er uskadt.

- Al mandskab, inklusiv de to lodser, er i god behold. Der er ingen meldinger om sårede. Der er heller ikke forurening, skriver Synergy Marine Group til B.T.

En lods er en person, der rådgiver en skibsfører igennem trafikerede farvande, som vedkommende har et særligt kendskab til.

Mærsk oplyser, at de følger undersøgelserne foretaget af myndighederne og Synergy.

Det er endnu for tidligt i forløbet til at konkludere, hvordan et erstatningsansvar kan forme sig.

Det siger Lars Jensen, der er shippinganalytiker og stifter af rådgivningsfirmaet Vespucci.

Kontrakterne er ofte forskellige.

- Der findes alle mulige konstellationer, i forhold til hvem der er ansvarlig for hvad. Det kan man ikke svare på, medmindre man kender den konkrete aftale, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU