Kamala Harris besøger den demilitariserede zone ved Nordkorea

27. SEP 2022 • 04:44UDLAND

Kamala Harris rejser til den demilitariserede zone for at bekræfte USA's engagement i Sydkoreas sikkerhed.

USA's vicepræsident, Kamala Harris, skal torsdag besøge den demilitariserede zone - kaldet DMZ - mellem Nordkorea og Sydkorea.

Tirsdag lokal tid fortalte Sydkoreas premierminister, Han Duck-soo, ifølge nyhedsbureauet Reuters om besøget.

Premierministeren er i Tokyo, hvor han har haft et møde med Kamala Harris.

Oplysningerne er siden blevet bekræftet af en amerikansk embedsmand.

Den amerikanske embedsmand siger, at besøget understreger styrken af alliancen mellem Sydkorea og USA over for "enhver trussel, der måtte blive fremsat" af Nordkorea.

Kamala Harris er i Asien for at lede den amerikanske delegation til den tidligere japanske premierminister Shinzo Abes begravelse. Begravelsen finder sted tirsdag i Tokyo.

Under besøget skal Kamala Harris rundt i den demilitariserede zone, mødes med militærfolk, modtage en briefing om operationen fra amerikanske øverstbefalende og bekræfte det "stensikre" engagement i Sydkoreas sikkerhed, oplyser embedsmanden, der udtaler sig anonymt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU