Justitsministerium anker texansk forbud mod abortpille

8. APR 2023 • 04:26UDLAND

Det amerikanske justitsministerium anker en texansk dommers fogedforbud mod salget af abortpille.

En føderal dommer i byen Amarillo i delstaten Texas har fredag midlertidigt sat en stopper for de amerikanske myndigheders godkendelse af en pille til medicinsk abort.

Kendelsen omhandlende lægemidlet mifepriston anses som en sejr for abortmodstandere, men den træder ikke i kraft før om en uge.

Det amerikanske justitsministerium har kort efter offentliggørelsen anket kendelsen.

Men dommer Matthew Kacsmaryk, der blev udpeget af den forhenværende præsident Donald Trump, er sikker i sin sag.

I kendelsen skriver han, at den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed, FDA, i sin godkendelse af lægemidlet har ignoreret risikoen, som ifølge ham er forbundet med mifepriston.

- Det er ikke hver dag, at retten sår tvivl om FDA's beslutninger. Men i dette tilfælde har FDA tilsidesat sine oprigtige helbredsbekymringer, skriver Matthew Kacsmaryk.

FDA sagde i januar, at den amerikanske regering for første gang ville tillade salget af mifepriston i apoteker mod recept.

Lægemidlet var allerede delvist tilgængeligt, men kun i udvalgte apoteker og klinikker.

Det er godkendt til at fremtvinge abort inden for de første ti uger af en graviditet.

Det bruges i sammenhæng med lægemidlet misoprostol og står for mere end halvdelen af alle aborter i USA.

Det var fire anti-abortgrupper, som i november sagsøgte FDA og beskyldte myndigheden for at have brugt en fejlbarlig proces, da mifepriston i år 2000 blev godkendt.

Selv siger Joe Bidens regering, at lægemidlets godkendelse er velunderbygget af videnskaben.

Vicepræsident Kamala Harris siger, at kendelsen danner en "farlig præcedens".

- Beslutningen underminerer FDA's mulighed for at godkende sikre og effektive lægemidler ... baseret på videnskab - ikke politik, siger hun i en udtalelse.

Ved at rejse sagen i netop Amarillo var sagsøgerne sikre på at blive stillet foran Matthew Kacsmaryk, der er en konservativ, tidligere kristen aktivist.

Ngo'en Planned Parenthood, som kæmper for abortrettigheder og mindre restriktiv seksualundervisning i USA, kalder kendelsen for dybt skadelig.

- Kendelsen er en krænkelse og blotlægger udnyttelsen af vores retssystem til at begrænse abort landet over, siger præsident og administrerende direktør i Planned Parenthood Alexis McGill Johnson i en pressemeddelelse.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU