Højreekstremisters plan om statskup kommer op i tysk parlament

12. DEC 2022 • 11:52UDLAND

Tyske politikere skal mandag drøfte sidste uges anholdelser af 25 mistænkte højreekstremister.

Det tyske parlament diskuterer mandag de opsigtsvækkende anholdelser i sidste uge af mindst 25 mistænkte højreekstremister, som ifølge den føderale anklagemyndighed havde planer om et statskup. Det skriver dpa.

Debatten vil være koncentreret om to af Forbundsdagens udvalg, retsudvalget og indenrigsudvalget, som holder særlige møder om sagen. Derefter får parlamentsmedlemmerne mulighed for at stille spørgsmål om myndighedernes håndtering af sagen og om vurderingerne af truslerne fra den ekstreme højrefløj.

En parlamentariker, Martina Renner fra venstrefløjspartiet Die Linke, kritiserer op til debatten, at der har været mere fokus på trusler fra klimaaktivister end fra højreekstremister.

- Aktiviteter udført af klimagrupperne Extinction Rebellion og Last Generation er blevet diskuteret ved 28 møder i den seneste to år i to store fora, som omfatter politifolk og mange forskellige samfundsorganer, siger hun.

Hun tilføjer, at en højreekstrem gruppe som for eksempel Nordkreuz har været langt mindre i fokus:

- Det er helt ude af proportion i forhold til den aktuelle situation, som viser, at myndigheder har en grundholdning om, at "fjenden er stadig på venstrefløjen".

Det har været chokerende for de fleste, at de 25 personer, som blev anholdt ved den store politiaktion onsdag i sidste uge, havde et erklæret mål om at vælte den eksisterende stat i Tyskland og erstatte den med deres egen.

Det yderliggående netværk, som ikke udelukker vold mod staten, har over 20.000 tilhængere.

- Der har været en skarp stigning i antallet af medlemmer og tilhængere i den højreekstreme Reichsbürger-bevægelse, sagde den tyske indenrigsminister, Nancy Faeser, søndag.

Den indenlandske efterretningstjeneste vurderer, at antallet af tilhængere af bevægelsen, som udgøres af en række forskellige grupper med ret løs tilknytning indbyrdes, nu er på omkring 23.000.

- Der er ikke tale om harmløse, skøre personer, men om formodede terrorister, som nu sidder varetægtsfængslet, understregede Faeser.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU