Fattige afghanere gør døtre til brude og børn til arbejdere

19. APR 2023 • 01:58UDLAND

Siden Taliban overtog magten i landet, er antallet af afghanere, der lever i fattigdom, fordoblet, oplyser FN.

Antallet af afghanere, der lever i fattigdom, er næsten fordoblet til 34 millioner, siden den islamiske Taliban-bevægelse overtog magten i landet.

Det viser en ny vurdering fra FN's Udviklingsprogram (UNDP) tirsdag.

Der bor godt 41 millioner mennesker i Afghanistan. Det svarer til, at knap 83 procent af befolkningen lever i fattigdom.

I 2020 levede omkring 19 millioner mennesker i fattigdom i Afghanistan ifølge FN.

- Nogle har været tvunget til at sælge deres hjem, jord eller aktiver for at generere en indkomst, står der i en netop offentliggjort rapport fra UNDP.

- Andre er tyet til den foruroligende praksis med at gøre deres familiemedlemmer til en handelsvare - forvandle børn til arbejdere og unge døtre til brude.

Omfattende udenlandske tilskud er blevet stoppet, og antallet af hjælpeprogrammer er skåret markant ned, siden Taliban iværksatte en lynoffensiv og overtog magten i Afghanistan i august 2021.

Mange lande har efterfølgende nægtet at samarbejde med Taliban-myndighederne i Kabul.

De ngo'er, der fortsat yder livsvigtig hjælp i landet, led i december sidste år endnu et nederlag, da den Taliban-ledede regering gav ordre om, at kvinder ikke må arbejde for ngo'er i landet.

I begyndelsen af april blev ordren udvidet, så afghanske kvinder heller ikke længere må arbejde for FN i Afghanistan.

Beslutningen fra Taliban tvinger organisationen ud i et "rystende valg", da den enten må føje den afghanske regerings krav eller opgive at operere i landet, har FN tidligere udtalt.

FN har et mål om at indsamle 4,6 milliarder dollar - godt 31 milliarder kroner - til Afghanistan i 2023. Indtil videre er fem procent af det mål nået.

- Hvis den udenlandske bistand reduceres i år, falder Afghanistan muligvis fra klippekanten ned i afgrunden, udtaler UNDP-repræsentant i Afghanistan Abdallah Al Dardari i en erklæring.

Mange organisationer har indstillet deres arbejde i Afghanistan i protest mod forbuddet mod kvindelige ngo-arbejdere.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU