Extinction Rebellion dropper forstyrrende protester i 2023

1. JAN 2023 • 21:34UDLAND

Klimaaktivisterne i Extinction Rebellion skifter taktik og vil ikke længere forstyrre britisk infrastruktur.

Den aktivistiske klimabevægelse Extinction Rebellion vil i 2023 ikke forstyrre offentligheden i Storbritannien med demonstrationer.

Det meddeler gruppen i en udtalelse søndag.

- Mens vi går ind i det nye år, har vi taget en kontroversiel beslutning om midlertidigt at gå væk fra forstyrrelse af offentligheden som vores primære taktik, lyder det fra bevægelsens britiske afdeling.

Extinction Rebellion, der blev dannet i Storbritannien i 2018, har ofte brugt civil ulydighed som værktøj til at gøre opmærksom på sin mission.

Gruppen har blandt andet blokeret britiske togstrækninger, lufthavne og veje. Det har i flere år været kilde til frustration for britiske pendlere.

- I år kommer vi til at prioritere deltagelse frem for anholdelser og relationer frem for blokeringer. Vi står sammen og bliver umulige at ignorere, lyder det.

Gruppen vil samle 100.000 personer til en demonstration, der efter planen skal finde sted foran Storbritanniens parlament i London den 21. april.

Årsagen til den nye taktik er blandt andet, at "meget lidt har forandret sig - udledningen fortsætter med at stige, og vores planet dør med stigende fart".

Extinction Rebellion er aktiv i flere forskellige lande. Også i Danmark har gruppen gjort sig bemærket. I maj sidste år blev 18 demonstranter fra bevægelsen tilbageholdt i København efter at have lagt sig på vejen.

Gruppens medlemmer har ofte limet eller låst sig fast på genstande og har blandt andet også lavet hærværk på malerier for at få opmærksomhed.

Extinction Rebellions mål er at få politikere til at handle på klimakrisen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU