Centralbankchef: Det vil gøre ondt at få styr på inflationen i USA

27. AUG 2022 • 10:14UDLAND

Jeremy Powell varsler i tale flere nye rentestigninger og en økonomisk opbremsning, der kan tage tid.

Det vil "gøre ondt" på amerikanske familier og virksomheder at få inflationen under kontrol. Men vi er nødt til det, for hvis vi ikke handler i tide, vil det være endnu mere skadeligt.

Det handler blandt andet om flere rentestigninger.

Sådan lød det budskab, som USA's centralbankchef, Jerome Powell, fredag havde taget med til Jackson Hole i den amerikanske delstat Wyoming ifølge AFP.

Her holdes hver sommer et møde mellem centralbankchefer og økonomer fra USA og andre dele af verden.

Powells udmelding om flere rentestigninger blev mødt med et brat fald på de amerikanske børser.

Det vil også uvægerligt komme til at ramme europæisk økonomi.

Powell advarede om, at USA som verdens største økonomi formentlig vil opleve en økonomisk opbremsning, der vil vare et stykke tid.

Også det amerikanske jobmarked, der ellers indtil nu har klaret sig flot trods inflationen, vil komme til at lide.

Det er den "uheldige omkostning ved at reducere inflationen", sagde han.

Den amerikanske centralbank, der i daglig tale kendes som The Fed, har i år gennemført aggressive rentestigninger. Og det slutter ikke her, lod Powell klart forstå. Det bliver en lang kamp mod inflationen.

- At genskabe prisstabilitet vil tage nogen tid. Det vil kræve, at vi anvender vores værktøjer kraftfuldt for bringe efterspørgsel og udbud i bedre balance, sagde han i sin tale, som han holdt med Wyomings majestætiske bjerge Grand Teton som bagtæppe.

- Selv om højere renter, langsommere vækst og et mindre presset arbejdsmarked vil bringe inflationen ned, vil det også føre til, at det gør ondt på husholdninger og virksomheder, påpegede Powell.

De finansielle markeder havde sat næsen op efter en noget mere positiv tale ifølge BBC. At centralbanken vil afstå fra flere rentestigninger.

De fik sig dermed en lang næse med Powells tale.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU