Biden advarer valgnægtere: Det er vejen til kaos

3. NOV 2022 • 07:40UDLAND

Det kan føre til "kaos", hvis kandidater nægter at acceptere resultatet af midtvejsvalget, mener Joe Biden.

USA's præsident, Joe Biden, sender en advarsel til kandidater, der ikke vil acceptere resultatet af midtvejsvalget.

Nogle republikanske kandidater har nemlig antydet, at de måske ikke vil anerkende et nederlag, hvis de skulle løbe ind i et den 8. november.

Om den slags udtalelser siger Biden onsdag lokal tid ifølge BBC:

- Det er vejen til kaos i USA. Det er ikke set før. Det er ulovligt. Og det er uamerikansk.

Biden talte ved Union Station i Washington D.C. ikke langt fra Capitol Hill, hvor Kongressen ligger.

Han brugte et nyligt angreb på Paul Pelosi - som er gift med formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi - som et eksempel på, at demokratiet er i fare.

- Angrebsmanden gik ind i hjemmet og spurgte: "Hvor er Nancy? Hvor er Nancy?" Det var de samme ord, som en folkemængde brugte, da de stormede kongresbygningen 6. januar, siger Biden ifølge nyhedsbureauet Reuters med henvisning til et angreb på Kongressen 6. januar 2021.

Biden henviser også til Donald Trump, som han blot kalder den "slagne tidligere præsident".

Biden mener, at Trump, ved at kalde valget i 2020 for "Den store løgn", opildner til uro og modstand.

Trump hævder, at der foregik valgsvindel, og at hans tilhængere bakker op om påstanden, selv om der ingen beviser er for det. Der er til gengæld beviser for, at Biden vandt valget på retfærdig vis.

- I må ikke tage fejl. Det er demokratiet, som er på stemmesedlen for os alle, siger Biden ifølge Reuters.

Republikanere reagerede ved at kalde Bidens tale politisk motiveret - blandt andet på grund af hans lave popularitet i den amerikanske befolkning.

En af de kritiske røster er Kevin McCarthy, den republikanske mindretalsleder i Repræsentanternes Hus.

- Præsident Biden forsøger at splitte os og aflede opmærksomheden, på et tidspunkt hvor USA har brug for at stå sammen. Det skyldes, at han ikke kan tale om sin egen politik, der har ført til stigende leveomkostninger. Det amerikanske folk tager det ikke for gode varer, skriver McCarthy på Twitter.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU