Anonym vil betale begravelser for skoleskyderiofre i Texas

28. MAJ 2022 • 04:00UDLAND

Der er oprettet en telefonlinje, der er gratis tilgængelig for borgere i Uvalde i kølvandet på skoleskyderi.

En anonym donor vil dække omkostningerne for begravelserne af dem, der tirsdag mistede livet i et skoleskyderi i den amerikanske by Uvalde i Texas.

Det siger delstatens guvernør, Greg Abbott, på et pressemøde fredag lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Donationen er ifølge avisen The Guardian på 175.000 dollar - svarende til 1,2 millioner danske kroner.

Meldingen kommer, tre dage efter at 19 elever og to lærere blev skudt og dræbt af en 18-årig mand på en skole i Uvalde.

Hændelsen var det værste skoleskyderi i et årti i USA, når man ser på antallet af dræbte.

Texas-guvernøren siger fredag, at der er blevet oprettet en telefonlinje, der er gratis tilgængelig for alle borgere i Uvalde, der har brug for det. Der bor omkring 16.000 mennesker i byen.

De familier, der er pårørende til ofre for skyderiet, har desuden fået tildelt en advokat til at hjælpe dem. Hjælpen inkluderer flybilletter til begravelserne og sundhedsudgifter.

Greg Abbott opfordrer samtidig folk til at give donationer til at støtte ofrene.

Guvernøren skulle efter planen have holdt tale ved våbenlobbyen National Rifle Associations (NRA) årlige kongres fredag i Houston i Texas.

Men planerne blev droppet kort forinden, og han er taget til Uvalde, der ligger fire timer i bil fra Houston.

I stedet optog Abbott en videotale, der blev vist ved kongressen.

I sin tale argumenterede guvernøren blandt andet imod at indføre strengere våbenkontrol i USA i kølvandet på skoleskyderiet.

- Der er tusindvis af love i bøgerne over hele landet, som ikke har forhindret skoleskyderier, sagde den republikanske guvernør.

Abbott mener i stedet, at der skal rettes større fokus på folks mentale sundhed og sikkerheden på skoler.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU