21 personer meldes tilskadekomne i busulykke i Tyskland

29. MAR 2024 • 11:55UDLAND

Torsdag aften skete en busulykke på tysk motorvej - få dage efter en anden ulykke, hvor fire personer omkom.

21 personer meldes at være kommet til skade i en busulykke i Tyskland.

En person er alvorligt kvæstet, men er ikke i livsfare.

De blev alle bragt til nærliggende hospitaler, oplyser politiet ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Ulykken skete torsdag aften på motorvejen A44 nær byen Werl, der ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen, skriver mediet Bild.

Ifølge mediet var omkring 60 passagerer om bord.

Bussen røg af ukendte årsager af kørebanen og ramte autoværnet og væltede om på siden.

Siden har politiet fjernet bussen, skriver dpa. Samtidig er motorvejen genåbnet i retning mod Kassel.

Derudover ser det ifølge politiet ud til, at ulykken blev forårsaget af, at den 53-årige buschauffør oplevede en medicinsk nødsituation.

I bussen sad unge studerende fra den tyske by Marburg, som var på vej tilbage fra en tur til England, oplyser en talsmand fra politiet til Bild.

Ulykken skete, få dage efter at flere personer onsdag omkom i en busulykke på motorvej A9 ved Leipzig i det østlige Tyskland.

Først var meldingen, at mindst fem personer var omkommet. Men det blev senere nedjusteret til fire personer af politiet i Sachsen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU