100 migranter fundet efterladt på ubeboet caribisk ø

19. OKT 2022 • 04:51UDLAND

Menneskesmuglere har for vane at efterlade migranter på en ubeboet og sige, at de er nået til Puerto Rico.

Flere end 100 haitianske migranter, heriblandt tre gravide kvinder, er blevet efterladt på den ubeboede caribiske ø Mona Isla.

Det oplyser den amerikanske grænsevagt tirsdag.

De 63 kvindelige og 41 mandlige migranter blev fundet på øen af skovfogeder, som arbejder for Puerto Ricos miljøstyrelse.

Jeffrey Quinones, som er talsmand for USA's grænsevagt, oplyser, at det ser ud som om, at alle migranterne er blevet transporteret på et enkelt fartøj.

Mona Isla ligger mellem den Dominikanske Republik og Puerto Rico, som er et amerikansk oversøisk område. I Puerto Rico kan man søge asyl i USA.

Menneskesmuglere bruger ofte øen til at sætte migranter med kurs mod Puerto Rico af. Her får migranterne at vide, at de er nået til Puerto Rico. Det er ganske vist er rigtigt, omend øen er ubeboet, og der er yderligere knap 70 kilometers sejlads til Puerto Ricos hovedø.

Det vides ikke, hvorfor migranterne havde forladt Haiti, men landet står for nuværende midt i en voldsom humanitær krise.

Bander har taget kontrollen over flere dele af landet, og senest har de vundet kontrol over et stort brændstoflager, hvilket har ført til en akut mangel på mad, benzin og diesel.

FN's generalsekretær, António Guterres, foreslog tidligere på måneden, at der skulle udstationeres en akut militærudsending til landet for at forsøge at få ro på situationen.

Der var dog ikke umiddelbart noget konkret bud på, hvor styrkerne skulle komme fra.

USA og Mexico kom det en smule nærmere, da de to lande ved et møde i FN's Sikkerhedsråd mandag foreslog, at det skulle være en udsending fra et "partnerland", dog uden at sætte navn på landet.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU