United-træner efter City-tæv: Vi fik som fortjent

2. OKT 2022 • 20:52SPORT

United-spillerne glemte taktikken og manglede troen inde på banen i 3-6-nederlag mod City, mener Erik ten Hag.

Manchester United fik som fortjent i søndagens 3-6-nederlag til Manchester City i Premier League.

Det fastslår United-træner Erik ten Hag efter Manchester-derbyet, der viste, at holdet er et stykke fra de bedste i engelsk fodbold.

- Det er ret simpelt - vi troede ikke på det.

- Når man ikke tror på det inde på banen, så kan man ikke vinde kampe. Det er uacceptabelt, siger hollænderen.

- Vi var udisciplinerede, når det kom til at følge reglerne, og så får man en på tuden. Det var, hvad der skete i dag.

Hjemmeholdet bragte sig foran med 4-0 før pausen efter scoringer fra Erling Haaland og Phil Foden.

United, som havde Christian Eriksen med i hele kampen, havde svært ved at stå imod i første halvleg.

- Det var overraskende for mig at se. Vi var ikke oppe på tæerne. Selv om der var plads at spille på, så var vi ikke modige nok, siger Erik ten Hag.

- Al credit til City, men det havde intet at gøre med City. Vores præstation var ikke god, lyder det videre.

Manchester United havde vundet de foregående fire ligakampe inden mødet med City.

Erling Haaland og Phil Foden scorede tre gange hver for City, og Haaland er nu suveræn ligatopscorer med 14 mål. Tottenhams Harry Kane er den næstmest scorende med syv mål.

Arsenal topper Premier League med 21 point foran Manchester City med 20 point efter otte spillerunder. Manchester United har 12 point på sjettepladsen - holdet har spillet en kamp mindre.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU